Dobbeltmoralsk miljøforkæ...
Merida Dunbr...
2 år siden
Fugle hviskeren til undsæ...
Kianna Kitte...
1 år, 11 måneder siden
Min datters smukke sang
Ace Burridge...
8 år siden
Uhyggelig Halloween...
Kianna Kitte...
2 år siden
Hvad Naja kan.
Camilla Rasm...
7 år siden
Lyden af livet
Hannah White...
5 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
4 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
6 år siden
Græsken
Halina Abram...
3 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
8 år siden
Mit lys brænder
Tine Sønder ...
7 år siden
De første dage
Michala Esch...
11 år siden
Når man ikke kan gengælde...
Kianna Kitte...
3 år siden
Alt er så knitrende koldt og sprødt. Knivskarpe glatte flader fylder mørket. Her skøjter jeg rundt i begær, forvirring og tristeza.

Min mor skøjter på fjorden sammen med hendes depressive barndomsveninde. Barndomsveninden har været indlagt med depression, er blevet fyret og nu skøjter de, så længe isen kan bære. Det skriver hun til mig i en mail. Jeg har i denne omgang svaret hurtigt og langt på hendes mail. Jeg plejer at gemme, glemme og udsætte så længe det er muligt. Ellers beskriver hun hverdagen. Venner til middag. Dyreryg og Jamie Oliver is. Hunden har det godt - mere hvalpet end nogen sinde på trods af knuden på maven. Det er rarere at få det på skrift end de dybe skuffede suk transfereret gennem de usynlige tråde mellem sendemaster, som står i de vindblæste og øde landskaber. Jeg kan altid høre gennem telefonen, hvor meget vin hun har drukket. De milimeterforsinkede reflekser. Man kan altid skyde skylden på teleselskabet, men man kan også bare lytte sig vej til bunden af flasken. Skrift er bedre. Det lyder mere sikkert. Ingen overlap, ingen ruhed - men også her dækker den sørgmodige munterhed som en skrøbelig krakkelerende skorpe over alt det dystre under.

Jeg får denne ubændige trang til også at skøjte. Til at glide ud over disse glatte flader, hvor himlen spejler sig, spinde rundt som en passer under horisontales totalitet. Er søerne mon snart sikre?

I stedet har jeg gået en lang tur og mærket januar prikke gennem mine jeans og gøre mine fingre et led kortere. Hele vejen ind til byen og ned gennem strøget, forbi alle turisterne med deres trolleys.
Jeg havde et totalt negativt melt-down på arbejde i dag pga en kollegas umulige kommunikation og venstrehåndsarbejde. Men indeni mig kom det ud af den blå luft. Tog lidt tidligere hjem, hvor kulden drev mig ind under dynen og jeg sank helt ned på bunden af søvnbrønden. Drømte urolige drømme om arbejde, om For Bekendt, om mine egne reaktioner, og når jeg fanges i dem.

For Bekendt skøjter rundt i mine tanker. Men jeg ved ikke helt på hvilket plan.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Under isen er publiceret 24/01-2013 01:30 af Tine Sønder (neon).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.