Der synes at herske et konstant trade-off mellem tiden til at skrive og tiden til at læse. Det giver en oplevelse af, at der simpelthen ikke er timer nok i døgnet til at nå begge dele tilstrækkeligt.
Da jeg sidste år studerede sygepleje, fik jeg det til at hænge sammen. Læsebyrden var til at håndtere og fik jeg ikke læst det jeg skulle i løbet af ugen, så kunne jeg altid hente det op i weekenden. Det gav mig tid til at skrive 5-6 timer om ugen, hvilket jeg er godt tilfreds med.
Jeg var klar over, at mit valg om at studere samfundsfag i stedet ville give en større læsebyrde, og jeg har som sådan heller ikke noget problem med at skulle læse mere eller for den sags skyld bruge mere tid på studiet. Igennem mit første semester på instituttet er jeg kun blevet mere glad for mit valg om at skifte studie. Både socialt og fagligt har jeg fundet mig så godt til rette, og derfor skal det ikke på noget tidspunkt betragtes som om, at jeg har fortrudt dette valg. De næste 4,5 år ved jeg, hvad jeg skal lave, og jeg er opsat på at blive dygtig, og under alle omstændigheder vil dette komme i første række - også i forhold til skrivningen.

Jeg har en tro på, at jeg ikke behøver at vælge mellem at skrive og studere - eller i den sammenhæng: at jeg ikke behøver vælge skriveriet fra bare fordi jeg studerer. Jeg gætter på, at man i løbet af studietiden bliver klogere på, hvad man behøver at læse, og hvad man ikke i lige så høj grad behøver at læse. Det er i hvert fald indtrykket jeg har fået fra personer, som er senere i studiet. Men det fortsætter vel med at blive et konstant trade-off? I og med at der altid er noget at læse, så er det jo på bekostning af det, at man en aften vælger at bruge et par timer på at skrive. Livet skal dog også prioriteres, og selvom studiet er en stor del af det, er det ikke det hele. Det er frygten for ikke at blive dygtig nok til mit fag, som i sidste ende gør, at jeg læser, når jeg i virkeligheden burde skrive. Jeg tænker, at et par vellykkede eksaminer kan gøre mig mindre bekymret på dette område.

Dermed har jeg et nytårsforsæt, og dem skal man jo passe på med. At give mig selv mere lov til at skrive synes som et ønske, jeg vil være i stand til at opfylde for mig selv. Selvom der er meget her i verden som er vigtigere end at skrive, så er det vigtigt nok til at ofre noget andet for det.