Denne her dagbog skulle gerne virke som en omgang kaustisk soda, som opløser en indre ætsende surhed. Fuck Facebook. Arbejder med skidte professionelt og er i det private ved at ørle over alt det lort og lede man præsenteres for dér. Voksne mennesker opfører sig som pattebørn uden pli, moral og dannelse. Som en Jensens Bøfhus buffet appellerer lortet til de værste troll-like krybdyrsinstinkter, og folk er ikke blege for at te sig som idioter med den strategi for øje, at man som brand skal bøje sig i støvet for den på en piedestal-ophøjede kunde, og give dem ret i ALT. Hele tiden med den kniv for struben, der hedder at 'I ved nok, hvad der kan ske, hvis jeg laver en scene, og den bliver delt, liket og kommenteret af tusinder.'

Der er selvfølgelig situationer, hvor de sociale mediers virkelig omfordeler magten og 'empowers' 'den lille mand' på den fede måde. Men I drømmer ikke om hvor mange amme-skizoide spelt-zillas og far-og-mor-gør-alt-curling-børn, der sidder derude og skaber sig og bruger hver eneste imaginære urimelighed som blackmail til gengæld for rabatter, kompensationer, og hvad de ellers forestiller sig af måder, man skal komme dem i møde på.

Nogle gange må jeg skrive to svar. Ét er det, som jeg virkelig tænker i mit hoved. Det andet er så venligt, diplomatisk, overbærende, humoristisk og sødt at jeg burde blive tildelt Nobels fredspris. Og det er ligemeget hvad de kaster i hovedet på mig. Smile, vinke, smile, vinke.