Dagen startede skævt - vågnede kl. 9,30, men skulle ha' været op kl.8 - var forvirret, havde hovedpine, kunne ikke overskue den kommende dag.
Jeg har en virkelig god veninde, som jeg har læst sammen med i en alternativ uddannelse - hun skulle komme ved middagstid så vi kunne udveksle behandlinger, og det havde jeg glædet mig meget til, og nu startede dagen helt forkert.... Jeg skyndte mig at få morgenmad på bordet til familien, i gang med støvsugeren og støvekluden, et hurtigt bad.
Da hun ringede med besked om, at nu var hun på vej, var jeg nogenlunde færdig og klar til at modtage hende. Samtidig fik jeg tanken om, at nu kommer der et menneske, der kender dig, et menneske, der vil lytte til dig, en menneske, der holder af dig, .... og i samme øjeblik væltede de seneste dages følelser ind over mig. Jeg modtog hende med tårer i øjnene, og hun foreslog straks at det vist var mig, der skulle under behandling først, og vi gik straks igang. Det hele væltede ud af mig, jeg græd i halvanden time, og jeg tror jeg fik givet min angst fri. Min angst og utryghed for at sende min store datter ud i den store verden. Min veninden fik mig til at grine lidt af mig selv og mine hønemor-agtige måde at være på, og det hjalp virkelig at få det snakket igennem med hende. Jeg kan godt se nødvendigheden af at gi' slip på mine børn, også følelsesmæssigt - de har deres liv og jeg har mit, de har gjort deres egne valg, som jeg både skal acceptere og respektere, og jeg er nødt til at vise dem tillid til at de selv kan klare skærene derude i den store verden. OG SELVFØLGELIG KAN DE DET ALLESAMMEN - det er stærke piger, jeg har, og når jeg har været så ked af det i de seneste dage, hænger det jo også sammen med at jeg tillægger min datter samme egenskaber, som jeg selv indeholder. Hun ligner mig ja, men det er jo ikke lig med, at hun ikke kan klare sig i det nye liv, hun nu skal igang med. Jeg kan jo også vende den lidt om og sige, at jeg har altid klaret mig, så hvorfor skulle hun ikke kunne det, når hun nu ligner mig ?
Da min veninde var gået, var jeg bare træt, træt, træt - og sov i 3 timer..!
Her i aften har jeg tusset rundt og lavet ingenting. Min hovedpine er forsvundet, tror jeg - jeg er på vej op igen, kan jeg mærke..!
Men for pokker da, hvor er de ubehagelige, de der sorte huller, som jeg åbenbart SKAL ned i af og til.

Jeg har det godt med at ha' fundet denne side på nettet, hvor det er "tilladt" at skrive om al det, der rører sig. Jeg håber bare, at I - alle andre brugere af siden - kan holde ud at læse hvad jeg skriver her.
Ha' en god søndag allesammen