Godmorgen kæreste ven.

Indrømmet. Jeg kunne helt sikkert være bedre til at sige nej, men nogen gange må man også bare slå til når chancen byder sig. Og det gjorde den i weekenden… det har jeg i hvert fald tænkt mig at bruge som undskyldning, hvis nogen begynder at spørge hvordan jeg dog overhovedet kunne kaste mig ud i det.

Tja, så meget for en weekend, der var udset til at være stille og i familiens tegn. Godt nok var vi alle samlet hjemme det meste af tiden, men der har alligevel været gang i den. Lørdag middag kom Maria på besøg, "Officielt" fordi hun gav de to store et lift hjem fra centeret, og så ville hun blive for at give en hånd med i kælderen. Men hun blev da (heldigvis) og overnattede, i første omgang i gæsteværelset, men da hun var sikker på ungerne sov, kom hun ind i min seng. For pokker da, hvor var det bare dejligt at ligge tæt med hende. Selv om jeg jo inderst inde godt ved, at det kun er et spørgsmål om tid inden vores veje skilles. Måske derfor, det var specielt dejligt at falde i søvn liggende tæt sammen i ske. Også på det punkt er hun stærkt vanedannende.

Jeg tog mig selv i søndag formiddag at ønske hun var tvillingernes mor, det ville gøre det hele så meget lettere. Hun havde smidt sig på gulvet i stuen med drengene, og de tumlede løs og grinede hver gang hun kildede dem. Et skønt øjeblik at se dem lege sammen, men også et øjeblik der satte en masse tanker i gang. Men uanset hvad, så kan jeg ikke se mig selv som far til flere børn. Ikke her og nu, og da slet ikke om nogen år. Jeg kan godt forstå, at Maria gerne vil ha børn på et tidspunkt. Så derfor ved vi begge godt, at det ikke kan blive os. Ha, det er sgu lige som et eller andet forfærdelig teaterstykke – om den store kærlighed, hvor de ikke kan eller må få hinanden. Men så slemt er det heldigvis ikke, det er som, at det er lettere at tage en dag af gangen, når jeg ved at der er ikke mere i det end det.

Hmm, det var slet ikke Maria jeg ville skrive om. Men om de to tøser. Lørdag eftermiddag var hestemutter, som jeg har døbt hende i tankerne, forbi for at se vores stald og folde. Samtidig tog vi en snak om hendes to heste. ”Mine to elskede tøser” som hun blev med at sige. Det ene øjeblik med glæde i stemmen, og det næste med tårer i øjnene, fordi hun ikke har råd til at beholde dem. Efter en lang snak blev vi enige om, at de må stå i vores stald frem til årsskiftet. Jeg betaler foder, mod de store må ride på ”tøserne”, hun kommer så selv og ordner boksene, samt rider nogle gange om ugen. For at det hænger sammen skal jeg så finde nogen, der vil ha halvpart i ungernes heste. Men det tror jeg ikke bliver det helt store problem.

Og hestemutter får en mulighed for at få hendes heste ind og i træning igen. Hun indrømmede, at hun det sidste halve år ikke havde haft overskud til at gøre noget ved dem. Nu skulle de gerne komme i form igen, så hun lettere han få dem solgt. Måske helt fair at kalde hende hestemutter, hun er vel knap fyrre, men grå og trist at se på… kun når hun taler om sine tøser kom der lidt liv i hende.

De store er selvfølgelig helt vilde, og har gjort boksene klar, så vi kan få hentet hestene i løbet af ugen. Jeg føler måske lidt, at jeg igen har været lidt for god af mig, men har det skidt med ikke at hjælpe, når jeg nu har muligheden for det. Da jeg nævnte det for Maria smilede hun bare, og sagde hun ville have gjort det samme.
Nå, men jeg må hellere komme i gang med dagens opgaver. Et par interne møder i dag, det samme i morgen. Resten af ugen i bilen med kunder møder… gab. Lidt tidligt allerede at begynde at sukke efter weekend.