Det er sjovt. Jeg tænker tilbage på gymnasietiden som en tid, hvor ingenting betød så meget. Man kunne kysse, hvem man ville - der var ingen, der krævede, at man kunne forklare hvorfor. Det var som noget, man bare havde ret til, fordi man var ung og frisindet - og der var ingen grund til at binde sig for tidligt.

Og pludselig slår den mig - alvoren. Den får mig til at sidde og vogte hans hånd, som så gerne vil have, at jeg rækker ud. Den får mig til at analysere hvert et varmt og dejligt kram, han giver mig. Og jeg sidder der og mærker, hvordan det hele bare er for meget. Ville ønske, jeg bare kunne give slip og kysse ham, som jeg vil - men angsten for, at det betyder noget, følger med og bremser mig. Vil ikke såre nogen mere... men hvordan kan man så leve?!