Det er ærgerligt, at Danmark er så pernittengrynet med hensyn til regler og ordninger. Lige nu ønsker man flere i arbejde, flere nye selvstændige, men samtidig sætter så mange umulige grænser for, hvad man må, hvis man altså skulle få den skøre ide, at ville noget selv.
Jeg ser landet opdelt i tre tværgående lag. Øverst, dem der lovgiver og bestemmer, nederst dem, der arbejder praktisk med alt det, der skal udføres, og midten, med de papirarbejdende, som skal formidle forbindelsen mellem det øverste og det nederste lag.
Papirlaget er bare blevet for tykt, og det er begyndt at arbejde på egen hånd, og det bevirker, at man får regler som betyder de underligste ting.
Hør bare: Man kan i det område, hvor jeg bor ikke mere købe en softice, fordi kioskerne ikke må sælge softice i samme rum som de forhandler tipskuponer!!
Kjelleup og Bjerringbro har ikke mere softice. Man må køre til de store byer, hvis man ønsker en af den slags is.
Et lille problem, men et tåbeligt problem.
Softice, som man går ud på gaden og spiser i os og vind og vejr må ikke komme ud af maskinen i en kiosk, hvor man behandler spillekuponer.
Hvem der finder på den slags regler ved man sikkert ikke, men det er helt klart, at man tror, man beskytter folk. I stedet for generer man dem. Man ved ikke, at i mindre byer er der ikke så mange forretninger. Nu er jeg ligeglad med softice, men sagen viser, at man ikke undersøger, hvad der sker, når man udsender den slags forordninger, fordi man selv sidder et helt andet sted og slet ikke har fantasi til at forestille sig, hvad det man finder på kan afsredkomme.