Jeg er sårbar for tiden – alt, alt for meget, tror jeg..!

I går morges fik Peter sagt noget til mig, som jeg opfattede som manglende tillid. Jeg reagerede ved at flyve ud af døren og på arbejde, meget kort for hovedet ”vi ses – hej”
Jeg havde dog kun lige fået mig sat i bilen, før tårerne brød løs, for hvad var det dog, der var sket..? Efter ca. halvandet år som kærester, havde vi haft det første sammenstød, sagt de første sårende ord til hinanden, det var forfærdeligt..!
Det fyldte hele min arbejdsdag i går, kunne næsten ikke koncentrere mig om de mest nødvendige arbejdsopgaver, søgte hele tiden tilbage til de ord, der var blevet sagt – de blev ved med at runge i mit hoved. Jeg følte mig sat tilbage i tid – til tidligere ægteskaber, til barndommen, ja til alle mulige situationer i mit liv, hvor jeg har haft den samme følelse. Jeg blev så bange for, at forholdet med Peter bare skulle være en gentagelse af gentagelse o.s.v., at det netop skulle være noget, jeg ikke har villet se og lære af i tidligere relationer.
Det var helt sikkert ikke Peters mening at gøre mig ondt, og følelsen findes jo inden i mig, den er min og ikke hans.., hans ord faldt i et ubetænksomt øjeblik, og han kunne ikke vide at jeg ville blive væltet af dem. Måske er det et gammelt mønster inde i mig, der fik mig til at reagere, som jeg gjorde, men det er mit, og dermed mig, der må arbejde på at ændre det.

Vi fik det hele samlet op igen, da jeg kom hjem i går, så alt er OK nu, og det er for mig en stor forandring fra de tidligere forhold, jeg har haft. Peter og jeg kan snakke sammen, vi kan sætte ord på, vi kan holde hinandens hænder, og vi kan være helt ærlige - alt sammen udelukkende fordi kærligheden er stor nok..!

Vi kan gi’ en undskyldning og vi kan tilgive, og for mig er det så stort i sig selv, at jeg i dette øjeblik fyldes af en uendelig kærlighed til ham

Håber du læser dette, min elskede

Kærligst
Wildrose