Min kærestes onkel døde i går, men jeg kendte ham ikke rigtig.
Men jeg kender min kæreste og hans lillebror, som var ansat hos ham og jeg kender til det at miste.

Jeg har ikke set min kæreste i 2 dage, selvom vi bor sammen , men han har været med sin familie og jeg har også arbejdet ekstremt meget.
Jeg tror heller ikke jeg kan gøre noget...endnu.
Jeg vil vente ude i periferien indtil han eller de begge har brug for mig.

Men det er en mærkelig fornemmelse. At stå ude på sidelinien og se på at sin kæreste er ulykkelig. Han duér ikke til sådan noget (men hvem gør det!!)
Han er meget rationel anlagt og jeg ved at han helst ikke vil tænke på og tale om det.
Men jeg ved selv hvordan at man reagerer og det er altid forskelligt.

Så jeg venter indtil han får brug for mig...