Er god start så meget at ...
Kellany Bram...
10 år siden
Hjem igen
Salomon
9 år siden
Lidt om hverdage.
Hanna Fink (...
5 år siden
Bornholm 3
Michala Esch...
15 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
7 år siden
Julefrokost med at par sm...
Carsten Cede...
9 år siden
Pink banko med Racuelle
Racuelle Hei...
9 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
11 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
8 år siden
En sodavandsmaskine for e...
Olivia Birch...
9 år siden
Er du lesbisk
Jønsse
8 år siden
Det første palindrom-år
Olivia Birch...
9 år siden
Lufthavnen - sjæl i flamm...
Salomon
9 år siden
Tomhed
Majtb
9 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
7 år siden
Cheshire Cat Grin
Tine Sønder ...
12 år siden
Fin lille weekend
David Hansen...
3 måneder, 7 dage siden
Tiden er går
Halina Abram...
6 år siden
Vi væver jo bare
spinosi
8 år siden
Mænd der hader kvinder
Ansu Orheim ...
9 dage siden
Bare endnu en torsdag
Barepernille
9 år siden
Dagen tiltaget 2timer og ...
Hanna Fink (...
11 år siden
Omvendt ordstilling og te...
David Hansen...
3 måneder, 1 dag siden
Første dag på Fyldepennen
Liza Abildsk...
9 år siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
9 år siden
Kærligheds og chili
Kenny Raun (...
11 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
7 år siden
Misforstå mig ret:
Christian Ba...
9 år siden
Mandag kære mandag.
Malene Hahn
8 år siden
skulderklap
Jette Peters...
8 år siden
Fortiden er hård.
storm89
4 år siden
(Torsdag d. 14. december)

*Suk* Er ikke kommet så meget som ét skridt nærmere en beslutning. Snarere tværtimod. I går aftes, da jeg gik i seng, havde jeg ellers besluttet mig for at fortsætte skriverierne og fortsætte på Pennen. I dag hælder jeg mere til den modsatte grøft. Når jeg genlæser mit epos fra i går, får jeg en ubændig trang til at brække mig i lårtykke stråler og hive håret ud hovedbunden!

Samtidig er mit humør præget af en frygtelig nat med endnu voldsommere smerter og endnu kraftigere kramper. Lå vågen fra lidt i fem til omkring klokken elleve og ønskede bare, at jeg enten kunne dø eller noget ville fjerne smerterne med et trylleslag. Det gør egentlig pisseondt at skrive, men stilheden og ensomheden gør mere ondt.

Heino kom først hjem langt op ad eftermiddagen – ja, faktisk først hen ad aftenstid. I morgen, hvor han som regel enten har helt eller tidligt fri, skal han til julefrokost, så der ser jeg nok heller ikke meget til ham. Lige nu kunne jeg godt bruge et par opmuntrende ord fra en Fyldepenneven, men jeg har på fornemmeren, at der ikke er særlig rart inde lige nu. Håber dog, de skåner Jonas for angreb – nogle stykker virkede meget fortørnede over, han kom med, selvom beslutningen slet ikke var hans egen – hvem har spurgt ham? Håber, du holder dig oven vande derinde i farvandet mellem alle hajerne, kammerat! Og skal nogen vinde, håber jeg ærlig talt, at det bliver dig!

Kattene (læs: Vips!) har igen, igen haft et anfald af ’vipilipsi’ og skejet totalt ud. Men nu var jeg selvfølgelig vågen til at kunne lukke hende ud. Var det ikke fordi, smerterne trækker ned i den højre arm og hånd, havde jeg (for første gang på laaang tid) benyttet mig af min kørestol, så jeg i det mindste kunne komme lidt rundt. Men hvad nytter det at skåne benene på bekostning af armene? Øv, sådanne dage er livet sgu røvsurt!! Vil sgu hellere tages af en gnu bagfra end at ligge sådan her og lide.

Da jeg op ad formiddagen endelig fik ro nok i kroppen til at kunne sove – om end, det var en let og forstyrret søvn – ringede telefonen og vækkede mig. Clue – når telefonen ringer, og jeg er alene, tager det altså tid, før jeg kan komme hen til den derfra, hvor jeg befinder mig. Det gælder både, når jeg er frisk, men især, når jeg er dårlig. Men nej – folk lader max telefonen ringe tre gange. Hvorfor hulan har alle mennesker så travlt? Hvem i al verden kan nå at tage telefonen i løbet af tre ring, med mindre den er klistret fast til øret?
Jeg fik aldrig slået nummeret op for at tjekke, hvem det var. Men uanset hvem, det måtte være, kan det ikke være én, der kender mig særlig godt. Da jeg endelig på ny fik fred, ringede postbudet igen, igen på døren. Denne gang skulle der mere end kam og en badekåbe til at redde mig (eller ham!) fra en pinlig scene. Jeg nægter at stå i døren i nattøj og med morgenånde og heksehår. Så jeg nåede selvfølgelig ikke derud, før han for længst var over alle bjerge – ja, sikkert tilbage på posthuset og i gang med sin frokostpause!

Nå, alt i alt har der ikke været tid (eller overskud) til den store selvransagelse, så jeg snupper et par dage mere i eksil. Gad vist, om det bliver opfattet som en flugt fra gerningsstedet? ... Det er det jo egentlig nok! Men hvis gerningsmændene stadig er til stede parate til at pløkke alt og alle omkring dem, der bevæger sig ned, er det så ikke bedst at stikke af, før man selv bliver næste offer (eller selv gerningsmand)?
(Min samvittighed siger mig: Nej – Line, det er tarveligt og tøset!! Hm, Let it be!)

Ellers kan jeg bekræfte den potentielt gode nyhed fra i går. Jeg KOMMER MED til Christiansø med koret til foråret :) Mine forældre fik ikke billetter til Grandprixet (sorry, men YES!!), så mutter og jeg drager sammen af sted. Godt nok er der stadig noget værelseforvirring, men det bliver forhåbentlig reddet ud på mandag. (Eller med mit held kommer vi alligevel ikke af sted).

Nå, da jeg lige så stille er ved at dø her, vil jeg proppe mig med piller og bede en bøn til de højere magter om at lade mig få en god nats søvn og en fredelig dag (som i: Uden disse smerter og kramper) i morgen. Så kan selvransagelse og spekulationer om Pennen vente til senere, for lige nu siger alt i mig: Let it be!!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Let it be er publiceret 15/12-2006 18:53 af Line Find-Andersen (ALFen).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.