Tingene er kommet lidt på afstand og jeg forsøger som en gal, at skabe mig et overblik over livet.

Den tunge følelse kæmper jeg med hver morgen og den dukker op når den lige selv får lyst gennem dagen. Det ene øjeblik har jeg følelsen af, at det hele nok skal gå. Det andet øjeblik føler jeg mig modløs.

Jeg hader den følelse – specielt i forhold til lille Emil. Jeg er vred på mig selv over at jeg ikke føler mig som verdens lykkeligste kvinde…når jeg har så dejlig en søn. Hvorfor kan jeg ikke udelukke alt og blot lade mig fokusere på ham? Hvorfor har denne tunge følelse lov til at rase så meget?

Rationelt forsøger jeg at pille denne modløshed fra hinanden. Jeg spørger mig selv om der overhoved er nogen grund til at den er her. Jeg ved…jeg ved at jeg må give mig selv lov til at være ked af det. Tiden har været hård. L og jeg har været så tæt på at brydes helt, jeg har været gravid og gennemgået en abort. I det hele taget har det været en stor omvæltning for mig, at blive mor. Jeg ville aldrig have det anderledes og ville aldrig være foruden min Emil, men alligevel har det vendt op og ned på rigtig meget efter han kom til verdenen. Jeg har ikke haft noget tid til mig selv og har i det hele taget været konstant ”på” i de sidste…snart 9 måneder. Dette enorme ansvar HAR sgu været rystende og invaderende.

Sætter jeg alle disse ting i perspektiv, kan jeg sagtens sige ”ok, der er ikke noget at sige til det” men jeg har så inderligt brug for…fremgang. Jeg har brug for at tingene vender og jeg mindst af alt har jeg brug for denne tunge lede modløshed. Den hjælper mig ikke en skid, den huser INGEN løsninger eller handlingsmodeller og den løfter mig bestemt ikke op så jeg kan klare dagen.

Hvad skal der til for at det lykkedes? Hvad ønsker jeg mig?

Jeg ønsker mig stabilitet. Jeg ønsker at have overskud og jeg ønsker at få en hverdag…en helt almindelig hverdag uden alle de her tunge følelser. Jeg ønsker tryghed og kærlighed i mit liv.

Måske skal den senere periode bare endnu mere på afstand. Måske bør jeg tage det stille og rolig, sige til mig selv at stormen er ved at rase af og at tingene kun kan blive bedre fra nu af.

Jeg må forsøge selv at være mere positiv inden i. Starte min dag med positive tanker og stædigt blive ved selvom modløsheden vender sig inden i mig. Måske skal jeg bare ikke give den lov.

Håbet må tilbage i mit hjerte…så skal styrken nok komme.