Så romantisk tøse-tudefilm igår.
Storbydrømme med Liv Tyler og Ben Afleck.
Havde egentlig planlagt IKKE at se den. Har haft utallige muligheder da den har kørt på tv1000 de sidste par måneder. Men hver gang har jeg tænkt "neeeej - der må da være noget bedre".
Da jeg så havde set Glee igår, så jeg at den kom. Det må da være skæbnen altså. Så jeg tænkte at hvis jeg nu så den, kommer den måske ikke hele tiden i tv mere?
Jeg gik glip af det første kvarter, da jeg liiiiige skulle ud og slukke computeren, og så lige måtte afslutte et par handler på nettet med det samme.
Da jeg kom tilbage var filmen igang og hovedpersonens kone var lige død under fødslen af deres baby.
Auch. Lige på og hårdt.
Ikke ret længe efter sad jeg med en rulle lokumspapir og pudsede næse (og tørrede øjne).
Jeg tror man tænker meget anderledes om mange ting når man er blevet mor.
At se hvordan han i filmen var ligeglad med babyen fordi den havde været skyld i morens død, eller ihvertfald var forbundet med det, skar mig langt ind i hjertet.
Havde lyst til at gå ind og vække min søn, bare for at kramme ham.

Har lige set 2012 med kæresten. Den var skrap.
Sikke mange tanker sådan en film kan sætte i gang.
Og den er nok ikke så usandsynlig i virkeligeheden. Jorden går nok under på et tidspunkt. Det er de mange naturkatastrofer tegn på. Tror jeg ihvertfald.
Og så er det man er ked af at man har fået børn. For hvad er det man efterlader til dem?!
Eller til deres børn.
En verden der går under? Hvis vi da ikke er så "heldige" at det sker i vores levetid.

Stillede min kæreste et spørgsmål idag.
"Hvad ville du vælge? At vores søn skulle dø og vi skulle leve, eller at han skulle leve og vi begge dø?"
Han svarede straks at hvis han vidste at sønnen ville få et godt liv, men jeg afbrød ham og sagde "jamen det ved du ikke!"
Jeg ville med glæde tage byrden på mine skuldre for at skåne ham for smerten. Og derfor håber jeg også, hvis jorden går under i den nærmeste fremtid, at han dør før mig.

Håber at folk snart tager det seriøst og begynder at passe lidt mere på vores jord. Vi har den ikke for evigt...