I dag er lidt mere ind bare en dato for mig. Min mor kunne have haft fødselsdag, hvis hun havde levet. Lidt grotesk at jeg ikke husker hvilken årstal hun var fra, men ved løs hovedregning, mener at hun kunne være fyldt 62 år. Kan jo ikke spørge min far pt. Den 11 sep. er også den dato Andrés halvbror er født for 18 år siden. Et barn som blev til imens jeg var sammen med hans far. Senere pga. min naive tro på ” at det var en fejl ” kom der endnu en bror til. Denne gang blev det et endegyldig farvel til manden.

Tanker om at miste har fyldt meget i de sidste dage. Specielt tanken om at miste Claus har været dominerende. Har ikke fortalt ham derom, men kan næsten kan høre reaktionen derpå, ” du slipper ikke ”, vil han uden tøven sige, og jeg kan så sidde med følelsen af skam over at have tænkt tanken. Det er træls ikke at kunne slippe tanker eller følelser, at de bore sig så dybt. At de bliver så intense, at det nærmest bliver invaliderende fysisk og psykisk. Noget som jeg med velvilje eller ej, skal lære at acceptere. Det er en del af min sygdom, som jeg skal lære at leve med.

Den ældste af Claus´s drenge, skal endnu engang under kniven. Det som fremstod som værende endnu en diskospulplaps, viste sig i dag ved nærmere undersøgelse, at være en indsnævring af en nervekanal. Så på fredag i næste uge, skal han så opereres igen. Helingsprocessen skulle være rimelig ( op til 3 mdr. ), og så vil han være klar igen. Håber, ud over hans udsendelse planer; at han kan blive i forsvaret. De har valgt at tro på at han bliver ” fit for fight ”, og har her på det sidste ladet ham deltage i det teoretiske. Noget som betyder meget for ham.

Vil finde tandbørsten, og så smutte ind under dynen og se fjernsyn.