Nå så fik jeg endelig klaret det problem...

Kender i det når man har et forhold til én man holder af, og pludselig begynder personen at opføre sig ufatteligt aggressivt og afvisende over for én?
Det prøvede jeg lige med min kæreste. Hun var hammer pirrelig og jeg kunne ikke rigtigt nå ind til hende. Jeg tog mig selv i gang på gang at tænke: "KVINDER! DEM FATTER JEG IKKE!!!" Og jeg indrømmer at jeg så småt var begyndt at se mig om efter en singel tilværelse. Men nej tænkte jeg. JEg ville ikke lade noget så lovende løbe ud i rendestenen. Jeg er vant til bare at flygte fra de problemer jeg har, for at lade dem klare sig selv, men det nægtede jeg denne gang. Så jeg satte mig ned og tænkte at det nok ikke var mig som person hun var led og ked af, men nok nærmere noget jeg havde gjort. Og ganske rigtigt! Med lidt objektivitet, lytten og forståelse, fandt jeg frem til at det var én af mine mange beslutninger for livet min kæreste var utilfreds med. Ved så at genoverveje min noget forhastede beslutning og gribe det lidt mere køligt an, fandt jeg frem til et kompromis, der ikke blot redede vores forhold, men også fik smilet frem på min kærestes læber igen. Det er naturligvis ikke mig alt æren skal tilfalde. Min kæreste var skam også åben for at løse problemet frem for at lade vores forhold opløse...

Det er altid en balancegang det med hvad man skal lade slibe af sig og hvilke kanter man skal beholde i et forhold, men jeg tror at det var bedst at jeg gav mig i denne sag.

Jeg håber bare på at jeg ikke spilder min tid. Det ser det bestemt ikke ud til at jeg gør nu, misforstå mig endelig ikke. Det er bare... Nej det nok bare mig.

Jakob s. Arndal
Hvor forhold kan redes bør indsatsen gøres, såfremt prisen af sig selv ikke er for stor.