Sidste nyt.
Hanna Fink (...
1 år, 2 måneder siden
haft en stille weekend
Martin Micha...
2 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
9 år siden
Forvirret.
Line Ley Jen...
7 år siden
ægte skriveglæde
Jette Peters...
4 år siden
Og tænk engang, jeg flytt...
spinosi
8 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
3 år siden
Længe oppe.. :-)
RachelBlack
8 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
9 år siden
At miste styrringen og jo...
Bastian
9 år siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
5 år siden
Skriftlige prøver ... Slu...
Anne S. Chri...
7 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
6 år siden
Dagen tiltaget 5 timer og...
Hanna Fink (...
7 år siden
Spejle
Marie Martin...
7 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
7 år siden
3108 2019 kom pas passer ...
Martin Micha...
2 år siden
Et lille lys i mørket
Gittepigen
9 år siden
Wow, en regnbue af følels...
Neola
8 måneder, 2 dage siden
Slush ice til en hund
Regitze Møbi...
7 år siden
Møde med Mette
Halina Abram...
4 år siden
SFI...Det Nationale Forsk...
Camilla Rasm...
8 år siden
Bornholm1
Michala Esch...
13 år siden
brænde
Peter
6 år siden
Tvivl.
ceciliemarie
9 år siden
Uden kontrol
Hanna Fink (...
8 år siden
Så hvad så nu?

Spørgsmålet vi alle hader at stille os selv fordi man aldrig har et klart og entydigt svar. Vi sidder lige pt på et klippefremspring og stirer ned i det øde og tomme dyb der vi kalder fremtiden. På den ene side er fremtiden så sindssygt let overskuelig og nærmest bedrøvende simpel at beskrive: Stå op, børst tænder, spis morgenmad, gå i bad, sæt dig foran computeren, se film og tv ind til der sker noget der kan rede dig fra din miserable eksistens. På den anden side virker fremtiden også som et fuldstændigt uoverskueligt sammensurium af en masse handlinger og informationer og dens færdige resultat synes altid så sindssygt arbitrært. Jeg havde en drøm om at blive politimand som barn, en drøm om at blive psykolog som ung og nu? Nu drømmer jeg bare om at finde en vej jeg kan gå her i livet uden at gå mentalt nedenom og hjem mens jeg gør det.

Det er sjovt. Jeg kan ikke længere se nogen begrænsninger i hvad end jeg har lyst til at blive. De er væk. Jeg ved at hvis jeg sætter mig for noget bliver jeg det lynsnart, eller jeg slår i alle fald ind på vejen super hurtigt. Ja der er da små udfordringer på vejen, men ultimativt bliver disse overkommet og jeg bliver nøjagtigt det jeg vil. Givet det jeg ville være og det jeg vil være er ikke altid det samme, da man udvikler sig på vejen, hvilket også forklarer diskrepansen mellem politimand og psykolog.
Her kommer så vores simple lille problem/udfordring: At vælge vejen her i livet. Hold da kæft hvor er det svært. Her er rent faktisk en fuldstændig uregerligt vanvittig udfordring jeg rent faktisk ikke kan se nogen vej rundt om.

De sagde det så simpelt da jeg var barn: Hvad vil du være når du bliver stor? ”jar ve gåt vær iskagemand!” svarede en af mine venner, og jeg kunne mærke hvor hidsig jeg blev over at han havde stjålet den bedste profession i verden…
Men spørgsmålet, trods det jeg besvarede det med et selvsikkert ”Politimand” står nu pludselig med en tom plads. Så jeg fylder den ud med et eller andet tilfældigt. Noget der er så ligegyldigt at jeg sletter feltet igen kort tid efter, mens min omverden må finde sig i, atter en gang at skulle til at forholde sig til hvad jeg så skal lave.
”penge” synes at være den drivende faktor for at skulle vælge noget, for som det er lige nu har jeg det jo for så vidt godt. Havde det ikke været fordi min su snart slipper op, mine klip de stille og roligt svinder bort og jeg selv bliver mere og mere lad havde jeg nok heller ikke stoppet igen. Jeg vil bare så gerne kunne give mere end jeg selv tager. Contribute beyond myself. Og det kan jeg til dels også som iværksætter idet folk ofte kommer til mig med en idé de mangler drive til at få sat i søen. Men jeg kan kun gøre så meget. Jeg kan ikke følge det til dørs, til det må jeg finde andre der kan gøre det.
I alle fald finder jeg det nemt at brænde for en andens sag. Jeg gør det til min sag. Jeg gør det til mit ét og alt at lave det her projekt og så snart jeg kan se projektet er sødygtigt, smider jeg det i og ser det synke eller sejle.

Hvem vil ikke gerne have den evne? Hvem vil ikke gerne have den ildhu, det mod, den virkelyst der skal til for at kunne få et hvilket som helst projekt kørt af stablen?

Jeg er velsignet med denne evne.

Jeg har fået en indskydelse. Den vil jeg følge. Måske er alt hvad jeg har at gå efter mine indskydelser. Måske er min intuition mit kompas.

Lad os køre denne måned med ønsker og indskydelser og se hvordan det kommer til at gå.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Veje i livet er publiceret 04/12-2011 04:06 af Jakob Arndal (Takana).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.