Roligt forelsket..
Sophie Hatte...
11 år siden
Hvad vil du være?
Marie Martin...
10 år siden
life's hard, it's harder ...
Julie Vester...
10 år siden
Er godt på vej til at bli...
Bogelsker
12 år siden
Hvem tror vi, at vi er?
Bella Donals...
8 år siden
3. Side - I'm back!
Sweetypie93
5 år siden
Fuldkomment flyverskjul
Regitze Møbi...
9 år siden
Flytnings-spænding, og li...
Kasper Lund ...
8 år siden
Mænd der hader kvinder
Ansu Orheim ...
22 dage siden
Mystisk tilbageblik
kaotiskkaos
6 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
11 år siden
13/07/2016: UFO
Cecilie Revs...
7 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
9 år siden
Israel
Salomon
9 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
11 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
9 år siden
I mine tænksomme øjeblikke fintænker jeg (med lån af Niels H.) lidt over dem jeg har ondt af. De deles op i forskellige kategorier og i levende og døde væsener. Der skal ikke herskes nogen tvivl om hvem jeg for det meste har ondt af, så det vil jeg ikke kommentere her og nu. Men der findes et væsen som tit bliver overset, skønt det faktisk er en vigtig bestandel i vores liv:
Lokummet!

Kært barn har mange navne; lokum, toilet, tønde, das (ikke i familie med denne lille families ynglingsmeterolog, Dyvia!!), nødtørftsanstalt (min personlige favorit!) osv.
Når man tænker på hvor meget lort og hvor mange røvhuller sådan et toilet ser hver dag, kan jeg sgu godt forstå hvis det bliver deprimeret engangimellem.
Er der nogen der overhoved har tænkt på at assistere dette fastlåste væsen engangimellem?! det tror jeg ikke. Jeg tager det også for givet, indtil nu!!

Hvad med at tage det med sig i skoven en dag? Det tror jeg det vil blive glad for. Eller måske bare bruge fem minutter på at spørge hvordan det har det, lette byrden lidt et kort øjeblik.
Fordi hvilken byrde!!!
Man burde faktisk tage hatten af (istedet for bukserne!) for sådant et individ, fordi det beviser at der findes væsener som bare tager imod uden at give igen.

Men der findes faktisk tidpunkter hvor det får nok, hvor det er så propfyldt af lort at det ikke kan tage mere og så er det først der man lægger mærke til det, når det er for sent.
Aflejringer af afvisningens tårer og sorg over at blive ignoreret, med mindre det er ved at "brænde på" er tit med til at væsenet får forstoppelse og så brækker sig ud over sin næste. Men hjælper det så?
Nej, nej....vi skælder bare ud, brokker os over at det er fyldt, at det ikke har plads til vores lort.
Stakkels, stakkels lokum!!
Man burde skrive en ode. En hyldest.

Og i disse kaffetider må det især have det svært. Besøgstiderne er mangedoblet og folk står tit i kø.
en dag vil jeg skrive et digt og hylde vores usynlige og trofaste lakaj.
Fordi hvor går lokummet hen når det er trængende?
Hvor går lokummet hen når det vil tømme sig for tårer?
Og hvad gør vi den dag hvor det giver op og brænder ud?

Så kan man sgu for alvor sige at lokummet brænder!!!!!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Når lokummet brænder. er publiceret 08/06-2004 09:50 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.