Jeg føler at jeg skriver stile, analyser og rapporter hele tiden, men dog uden at skrive noget. Nu skriver jeg så det her, ikke fordi jeg hellere vil skrive det, hvilket er tilfældet, men fordi jeg bliver nødt til det. Den eneste tanke som jeg har haft i hovedet i de sidste seks timer er at skriftligt arbejde er et af satans børn eller det som hængslerne på pandoras æske er smurt med. Det er svært at sige, jeg beskæftiger mig ikke ofte med det okkulte så jeg hved ikke helt hvilken niveau af helvede stile kommer fra, men jeg har en anelse om at der er fandens varmt dernede.
Det værste ved computere og elektonifiseringen af min skole er ikke at der ikke er noget som hænger sammen når strømmen går eller at min lærer kan komme i kontakt med mig 24 timer i døgnet. Det der virkelig får mine tænder til at slide hinanden ned og får min blære til at koge over er at jeg ikke længere, som i folkeskolen, kan gå ud og brænde diverse tysk opgaver og fatalt dårlige, hastede afleveringer når de er færdige. Der er ikke nogen bedre måde at afstresse på end at brænde minder om tom, hjerneløs viden som fik mig til at flatline af kedsomhed flere gange.
Den bedste afbrænding af satans værk som jeg har været med til og den som gav mig den største følelse af komplet lykke var ikke engang min egen, en af mine venner havde i sommerferien efter niende klasse fundet alt hvad der var lavet af papir, fra vores skole, som han havde samlet sammen og gemt i en årrække. Der var usædvanligt meget, der var er bjerg af papir, noget af det var ti år gammelt. Da vi stak ild i bjerget af skrivebøger, tyske grammatikregler og noveller af obskure forfattere som vi igennem ti år havde lært at hade og analysere følte vi intens glæde. Jeg følte glæde også selvom det ikke var mit eget materiale, bare symbolikken i det gjorde mig helt varm indeni og udenpå, men det var måske bare flammerne.
Når jeg er færdig med den her ukontrollerede sammensætning af ord så er alt det arbejde som jeg stresser over nok væk. Brugte jeg virkelig ordet stres? Det er ikke noget der giver mig lige så meget lyst til at slå et spædbarn som folk der “lider” af “stress”. Ethvert menneske som tror at livet burde være nemt, ligetil og opdelt i sort og hvidt burde virkelig genoverveje hvad fanden de baserer det på. Alle mennesker, lige fra Buddha til USAs præsident har problemer som de sidder og roder med og sådan har det været i tusindevis af år, hvorfor er det nu blevet en sygdom? Drew Carey sagde det bedst da han sagde dette: “Oh, you hate your job? Why didn’t you say so? There’s a support group for that. It’s called EVERYBODY, and they meet at the bar.” Du må gerne brokke dig over dit liv, det ved jeg at jeg gør, det er en fantastisk måde at starte en samtale på, men tænk dig lige om en enkelt gang før du tror at du har en sygdom.
Jeg har stadig ikke styr på en skid, men nu er tankerne da ihvertfald blevet overført fra mit overophedede hovede til min harddisk hvor de kan ligge og simre. Så kan det være at jeg kan begynde at skrive en stil og henvise mig selv til dette makværk af strøtanker når hadet begynder at blusse op over opgaven som ligger foran mig og ikke skriver sig selv fordi den absolut skal være “saglig.”