Jeg kunne godt tænke mig at vide hvor mit liv er blevet af. Jeg har faktisk overhovedet ingen anelse.
Det er vidst ikke engang mit liv der er blevet væk, mere bare følelsen. Følelsen af at have et liv den er væk. Det var følelsen af frihed, jeg husker det tydeligt, følelsen af kold vind i ansigtet og følelsen af solstråler på huden. Så var det evnen til at gå ud og gøre hvad der faldt mig ind. Jeg bruger frygtelig meget af min tid på at sidde og lave ingenting, jeg det er ligesom om jeg har glemt hvordan man gør noget andet.
Alle de folk jeg elsker er så langt væk, selvom de er så tæt på, og det eneste der holder mig fra dem er tiden. For fanden jeg dog hader far og mor. For fanden hvor jeg hader mit liv. Ikke mit rigtige liv, men dette her substitutliv hvor der ingenting sker og jeg er så frygtelig bange for at mit rigtige liv er tabt for evigt, jeg ved virkelig ikke hvor jeg skal lede.
Jeg ved bare jeg har et opkald jeg skal have gjort.
Det er måske en start.
Og så tror jeg at jeg vil gå ud og rulle mig i sneen, se hvad det bringer.