Og der stod jeg. Mere festligt kunne det ikke blive. Der var en som påpegede, at jeg er en frø. Jeg er ikke en frø. Jeg er en undulat. Det fortalte jeg ham. Alligevel kyssede han mig, og jeg blev ikke en prins. Jeg kan kun fås med pip.
Jeg flygtede. Fra skæg og kys. Der skal meget til, for at få mig ud af skabet. Jeg bliver inde hos monstrene og et heteroseksuelt par, der har skabt rum for erotik herinde. Jeg er i fred. For en stund. De forsøger at skubbe mig ud. Kæresteparret. Der er ikke plads til et tredje hjul, siger de. Jeg spørger, om jeg kan være det fjerde, så vi kan køre ud i verden og se os omkring. De vil hellere kysse hinanden end lytte til mig. Jeg kysser ikke. Slet ikke mænd. Derfor er jeg inde i skabet. Det siger jeg til mig selv. gentagende gange.
Knud, ja, for det hedder han, kyssedyret, klædt ud som Zorro, begyndte at græde. Efter jeg vendte den anden kind til. Jeg er bange for, at han elsker mig. Det ser jeg nu. Og så gør det ondt. På ham. Mens jeg gemmer mig inde i skabet. Som en undulat i et bur. Pip.
Nu er der ingen vej tilbage. Han har grebet livet helt forkert an, Knud, og han er lige til hundene. Man gør ikke sådan noget, og alle dem jeg ikke kender til festen, altså dem alle sammen, og Maren især, stod og kiggede på os, Knud og jeg, som var vi rumvæsener. Efter kysset. Og stilhed. Jeg er grøn. Som en marsmand. Jeg er dog en undulat.
"Er du skabsbøsse?"
"Nej, jeg er bare i et skab."
"Hvad leder du efter?"
"Ikke noget."
Snart skal jeg ud af skabet. Jeg vil ikke springe. Jeg vil snige mig ud. Alle vil kigge. Fordi jeg har kysset med en fremmed mand. Og Maren vil grine. Hånende. Og tage hjem alene.
Kærligheden vil cirkulere omkring ventilationssystemet, i virvler, umulige at opfange. Alligevel vil vi alle sammen, alle de fremmede til festen, springe omkring og gribe ud efter dem. Virvlerne. Som børn der jagter sæbebobler. De eksploderer i et ultimativt forsvindingsnummer. Sådan er det altid.
Også Knud vil være med. Han vil springe. Ud. Af skabet.
Jeg tror jeg bliver herinde lidt endnu ....