Sendt fra himlen

Held i uheld

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort historie som tager udgangspunkt i det gamle udtryk "held i uheld". Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje. Historien skal skrives i nutid og der skal være mindst én hovedperson.

”Mit liv stinker, vil du bytte?” råber jeg til min veninde, mens hun er på vej over mod bænken, hvor jeg sidder. Hun smiler blidt og ignorerer min humoristiske forsvarsmekanisme, hun kender mig efterhånden alt for godt. ”Hør..” begynder hun, men jeg afbryder hende, inden hun kan nå at fortsætte. ”Kan vi ikke godt lade være med at snakke om det?” hun kigger på mig og vurderer mit ansigtsudtryk, som jeg kæmper for at holde neutralt, men det er nyttesløst, hun ved det.
”Du bliver nødt til at snakke om det før eller senere” siger hun til mig, ”det er aldrig nemt at miste nogen”. Jeg bliver pludselig irriteret på hende, kan hun ikke bare lade mig være i fred? ”Jeg vil ikke snakke om det!” udbryder jeg vredt og hun kigger forundret på mig. Det er ikke hendes skyld, siger jeg til mig selv og sukker. ”Jeg er bare så træt” siger jeg i et mildere tonefald ”jeg er bare så træt, kan vi ikke bare lade være med at snakke om det?”. Hun kigger på mig et kort øjeblik og nikker. I et langt stykke tid sidder vi bare der i stilhed. Det er sensommer, himlen er blå og den søde duft af halvrådne æbler bliver ført med brisen.
Det burde være perfekt, men det er det ikke. Det er ikke perfekt, det er uretfærdigt, og det gør så ondt indeni. En smerte, et afsavn som aldrig vil forsvinde. Jeg tager en dyb indånding, men netop som jeg gør, kan jeg mærke noget der lander på min skulder. Jeg kigger forundret på en mågeklat.
”Skønt, det er jo bare skønt” siger jeg rasende ”af alle mennesker så lige mig”, min veninde småfniser lidt men prøver at holde masken, ”der er nogle, der siger, at det betyder held” siger hun. ”Det har det kraftædemig bare at gøre” siger jeg og begynder pludselig at grine så meget, at jeg får ondt i maven og har svært ved at stoppe, og så kommer tårerne. Jeg græder til, jeg ikke kan græde mere, mens hun aer mig på ryggen. Da jeg er færdig, kigger jeg op, ”vil du med hjem?” spørger hun mig, og jeg smiler mat ”ja det vil jeg godt” og rejser mig op.
Det er en smerte og et afsavn som aldrig vil forsvinde, men måske vil det være til at leve med.

Skriv kommentar

Besvarelsen Sendt fra himlen er publiceret 20/08-2009 19:03 af MaiaE under skriveøvelsen Held i uheld.
Version 1 - 20/08-2009 19:03
Besvarelsen er på 394 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

10 år siden
#1 Lars Find-Andersen (Bibelot)
En lidt anderledes - og god - måde at takle emnet på. Lidt ironi over en klichepræget episode med mågeklatten (godt fundet på, endnu bedre udført). Sproget er generelt fint og fejlfrit. Nutid opfylder du. Du bruger meget tell og kun list show. Din ondledning er lidt for lang og præget af gentagelser. det er OK du ikke afslører hemmeligheden for læseren - den er klar nok - det kunne være kærlighedssorger - det kunne være noget andet - eller helt tredie - men markeringen er fin nok. Så generelt OK - bare lidt stramning i starten og brug af metoden "show don't tell."
10 år siden