På trods af kone og tre børn følte han sig til tider ensom.
Han tog hver eneste morgen troligt afsted til det store automatiserede bygningskompleks for at ”trykke på knapper” som han kaldte det. Det havde han gjort de sidste 18 år. Samme tidspunkt hver dag, samme maskine, samme knapper. Han var ikke helt sikker på hvad maskinen lavede, men han havde en fornemmelse af at hans daglige trykreguleringer og uendelige knaptrykkeri tjente et vigtigt formål. Som om han var en essentiel del af noget større.
Hans urokkelige rutiner sad ham på rygraden, og han kunne sikkert udføre dem i søvne. Ikke desto mindre var det uhyre vigtigt for ham at udføre sit arbejde med samme omhyggelighed som den allerførste dag.
Når klokken blev 17:30 forlod han komplekset hvor der på det allerøverste tag, kun synligt fra luften, var malet med store bogstaver ”DeAktivator”, og gik hurtigt det korte stykke vej hjem til det lille hus hvor familien ventede. Han spiste og tilbragte lidt tid med dem i deres hyggelige lille dagligstue, hvorefter han gik ud i garagen for at fortsætte arbejdet på sit store projekt: Reaktivatoren.
Som det sidste levende menneske, efter Deaktiveringen der havde fastfrosset alt levende på et øjeblik, havde han brugt al sin fritid på at få Reaktivatoren til at fungere. Når han fik den igang, og sin familie reaktiveret, ville han finde et andet job så han kunne tilbringe mere tid med dem.
På trods af kone og tre børn følte han sig til tider ensom.