At jeg skulle være med ham for altid. Det var sådan, det skulle være dengang, vi mødtes på et torv i københavn, hvor duerne hoppede omkring, og menneskerne strømmede forbi den bænk, hvor jeg sad med mobilen i hånden og skrev til en masse folk. Jeg var 21 år dengang.
Uden at opdage mig, havde han sat sig ved min side. Jeg havde set op og sagt hej til ham, og han havde sagt hej til mig. Der havde været tavshed, indtil jeg hørte ham grine. Jeg havde set op og fået øje på det, han grinede af. En due havde vovet sig helt hen til os og nappede nu til hans snørebånd. Da den så det pludselige ryk med hovedet, jeg lavede, skyndte den sig at flyve et stykke væk, hen til en gammel dame, der sad og kastede med brød ud til duerne. Han havde indlet samtalen med, at den due var noget af en vovehals. Jeg havde svaret ja, og så var han begyndte at spørge til mit liv og efter et par timer, vidste vi enormt meget om hinanden. Det varede kun en måned, og så blev vi kærester. Det varede et år, og vi blev forlovet. Det var ugen før brylluppet, det hele gik galt. Jeg var kommet tidligerer hjem end forventet og var gået op til soveværelset, og havde glad åbnet døren til soveværelset, men det syn, der mødte mig, gjorde mig rasende. Først tænkte jeg, at jeg var glad for, at huset stod i mit navn, for så kunne jeg smide ham ud af huset, og det gjorde jeg også. Sammen med den pige, han lå og knaldede med.
Jeg stoppede kontakten med ham, aflyste brylluppet og var nu alene og singel. Jeg fandt en datingside, og det varede ikke længe, før jeg fandt en sød fyr. Ham kunne jeg stole på. Vi levede også lykkeligt sammen uden at være hinanden utro.
Nu idag, hvor jeg er 80 år, og tænker tilbage på min første forlovede, ved jeg, at jeg allerede dengang vidste, at det jeg havde tænkt, ikke var rigtig. At jeg skulle være med ham for altid.