Da jeg kom ind fra den solbeskinnede have, tog jeg mine sko af og satte dem pænt og lydløst på skohylden inden for døren. Så listede jeg forsigtigt tværs over stuegulvet og gemte mig bag dørkarmen. Jeg kunne høre de mystiske hvæsende lyde inde fra værelset, hvor jeg ikke måtte komme. Jeg bed mig i læben, men dristede mig så til at kigge ind ad dørsprækken. Det var ikke nemt at se, hvad der foregik derinde, så jeg skubbede stille døren en lille smule op. Det knagede i hængslerne og jeg krympede mig.
Mormor vendte sig straks om og fik øje på mig. Som hun stod der med dampstrygejernet i hånden, helt rød i ansigtet af damp og varme var hun lidt skræmmende og jeg skyndte mig at gå væk fra døren. Så smilede hun uventet og vinkede mig hen til sig. Uden et ord lagde hun en af morfars krøllede skjorter på strygebrættet og gav mig strygejernet i hånden. Det var meget tungere end jeg havde troet, men intet kunne have fået mig til at indrømme det. Jeg vidste nok, at det var lidt af en æresbevisning sådan at blive lukket ind i mormors strygerum. Døren derind var ellers altid lukket, ikke engang morfar kom derind.
Med tungespidsen ud af munden kørte jeg omhyggeligt strygejernet hen over skjorten. Jeg skottede hen til bunken med nystrøgne skjorter, der lå nydeligt foldet sammen ved siden af på bordet. Det var ikke nemt at få skjorten lige så fin som mormor kunne, men jeg masede ivrigt på og til sidst måtte selv den stædigste fold opgive sin dødskamp og lade sig glatte ud. Jeg løftede stolt strygejernet fra skjorten, og mormor roste mig for det fine arbejde og sendte mig så ud i haven for at lege igen.
Da vi mange år senere ryddede op i huset efter mormor og morfars død, fandt jeg morfars gamle skjorte længst inde i skabet. Jeg kunne huske det stribede mønster som var det i går og jeg holdt sentimentalt skjorten op foran mig. Da jeg så den store svedne plet midt på trøjen, der hvor den genstridige fold havde været, forstod jeg først rigtig, hvor meget jeg ville komme til at savne dem.