Det er rart at have sit eget lille stykke af verden. Et sted at søge til når batterierne skal lades op og verden glemmes for et lille stykke tid. Også selv om det bare er et lille frimærke med et endnu mindre skur uden el, vand eller kloak.
Selv noget så primitivt skal dog vedligeholdes og kræver at plænen slås og det værste ukrudt fjernes. Nogen gange er det mere end dét - så skal ærmerne smøges op, og hvis det kræver specialværktøj kan det betale sig at indløse en vennetjeneste - det var netop tilfældet nu. Skurets dør var ved at falde af hængslerne og noget måtte gøres. Med lidt smiger og bestikkelse i form af en nyplukket skål jordbær blev handymanden tilkaldt.
Han trillede op langs stakittet på sin ladcykel i solskinnet og hev stolt sin værktøjskasse og boremaskine op for at få genoprettet dørens hængsler.
'Piece of cake', sagde han. 'Det er ordnet på 5 minutter'. Boremaskinen blev fundet frem og sat mod træet. Intet skete da plastikstykket i håndtaget blev trykket ind. Boremaskinen forblev tavs. Handymanden så en smule forvirret ud, og trykkede igen og igen. Så gik han i aktion for at løse den nye opgave.
Boremaskinen kom op på bordet ved siden af jordbærene og blev åbnet op for at finde problemet. Kirurgen var fuldt koncentreret. 'Pincet', sagde han. 'Find en bakke til at lægge skruerne i'. 'Har du noget smøreolie?'.'Jeg skal bruge en klud!'. Han fik viskestykket...
Eftet 45 minutter var jordbærene i skålen forsvundet, patienten blev erklæret umulig at genoplive og skyerne var trukket sammen over os.
Småbandende blev boremaskine-delene lagt i værktøjskassen, som blev båret ud til cyklen. Bødlen smækkede vredt lågen efter sig - 'Jeg regner med at du køber en ny boremaskine til mig, nu dit gamle lort fik den til at brænde sammen', sagde han og sprang på cyklen før jeg fik svaret. Jeg kiggede trist på stykket der var flækket af lågen, rodet der var efterladt på bordet og den faldefærdige dør. Hvorfor var det nu jeg synes dette var et åndehul, der gav mig energi?