”Julie hvorfor har du dækket op til seks? Vi er da kun fem som skal spise aftensmad, har du glemt det?” Julie rystede på hovedet og med øjne store af forundring sagde hun:
”Jamen mor, Elvira skal da også spise med! Hun kan da ikke bare sidde og kigge på os!” Moderen kiggede forundret på sin femårige datter som med sine smukke lyse krøller og store blå øjne var en af de kønneste børn hun havde set.
”Er Elvira din veninde? Hende har jeg da aldrig mødt?” Hun vendte tilbage til sin madlavning og afventede Julies svar.
”Ja. Jeg har mødt hende på legepladsen.” Julie smilede stort og hoppede lidt frem og tilbage.
”Hende vil jeg da glæde mig til at møde min skat. Du må gerne hente hende, men er du sikker på at det er i orden med hendes mor og far?”
”Kan du ikke se hende mor? Hun står jo lige her ved siden af mig!” Hun strakte sin arm frem og havde sine fingre så det lignede hun holdte om et håndled. ”Hun siger hendes mor og far døde. Det er længe siden. De døde af et eller andet spansk noget.” Moderen stirrede på Julie hvorefter hun kiggede på det tomme rum ved siden af hende. Hvordan kendte hendes lille datter dog til det?”
”Julie, hvor kender du dog til den spanske syge fra? Det var da noget underligt noget at finde på!” Hun begyndte at blive lidt nervøs og derfor lød hendes stemme mere ophidset end hun ønskede. Julie sukkede opgivende og med en lidt skinger, irriteret stemme forklarede hun sin mor:
”Jamen mor! Det har Elvira jo fortalt mig. Hun kommer mest når jeg er på legepladsen og hun er der tit lige inden jeg sover.” Moderen tænkte længe over hvordan hun dog skulle formulere det næste hun var nødt til at spørge om.
”Julie, hvordan ser Elvira ud?”