I frikvarteret sidder pigerne og tegner. De elsker at tegne. Imens drøner drengene omkring i klasseværelset, råber, griner, larmer, slås. Marie er den, der tegner bedst. Det ved alle. Hun har tit tegnet til de andre piger, så lægger de selv farve på. Hun er lige blevet færdig med en tegning. Papiret er en midterside fra det store, linjerede hæfte, og hullerne fra klammerne er omhyggeligt glattet ud. Det har taget lang tid at fylde det ud med afrikanske dyr, de er blevet flotte, hun er meget tilfreds. Hun folder papiret med tegningen indvendig og lægger det op til bordkantens hjørne. Så går hun i gang med en ny tegning.

"Haps!" Det går hurtigt. En af drengene har med en enkelt håndbevægelse hapset papiret og står nu og blafrer med det i luften med et smørret grin. "Krøllerølle!" Det går lige så hurtigt. Mellem hans hænder bliver papiret til en stor, krøllet kugle. Så er han væk, på vej op til skraldespanden med kuglen i hånden.

Marie er paf. Sådan er drenge. Sideveninden er optaget af sin egen tegning og har ikke bemærket, at det var tegningen, han tog. Drengene larmer videre. Marie lader som ingenting. Det var ærgerligt, meget ærgerligt. Hun var stolt af tegningen, et stort arbejde, men nu er den væk. Skal hun starte forfra med de samme dyr på den nye tegning? Hun går i gang.

I næste frikvarter står drengen pludselig ved hendes bord. I hånden har han det krøllede stykke papir, det er foldet lidt ud, og man kan se nogle af dyrene. Han kigger ned. Ser trist ud, han har det skidt. "... øhh, jeg vidste ikke ... jeg vidste ikke, at det var ... øhhh ..."

Marie får ondt af ham. Hvad skal han sige? Gøre hvad? Det er synd for ham. Hun smiler. "Jamen det var ikke noget særligt. Jeg laver bare en ny. Det er jo nemt nok, når jeg allerede har lavet det èn gang." Hun smiler endnu mere, sådan er det selvfølgelig. "Så det gør ikke noget!"