Der stod jeg ellers og betragtede mit skaberværk. Det rislede koldt ned af ryggen på mig, ved lyden af det knitrende træ der lod sig æde op af flammerne. Jeg havde gåsehud. Stakåndet og med kroppen fuld af begær lod jeg mig mætte af de hundredvis af sanseindtryk der konstant bombarderede mig i form at hjerteskærende skrig, hylende sirener, den så genkendelige lugt at brand. Mine øjne lyste op i skæret fra de blå blink på brandbilerne. Mit hjerte slog et ekstra hop ved tanken om overskrifterne i morgendagens aviser. "Mindst ti ofrer for stor brandulykke på Frederiksberg". De ville aldrig finde mig. Jeg havde gjort mit. Efter 15 år i vagtselskabet kendte jeg til hver en blind kameravinkel der måtte være på ambassaden. Fingeraftryk ville for længst være forsvundet i flammerne. Har i set det? Nej selvfølgelig har i ikke det. I kender ikke til synet af panik. Til lyden af vandstråler fra brandslangerne der ihærdigt kæmper mod de dansende flammer som når man tisser på et lejrbål. Tsssh. En lyd der får nakkehårene til at rejse sig og får hjertet til at pumpe blodet en anelse mere intensivt. Du mærker at være i live. En iscenesættelse der får alle dine sanser til at arbejde sammen. Alle sanser arbejder på højtryk på en gang. En følelse af velvære der er så ubeskrivelig.
Evakueringen var gået langsommere end forventet. Kun et halvt dusin mennesker var indtil videre reddet ud af flammehavet. Jeg mærkede deres angst. Og jeg nød det. Det var malet i ansigterne på dem. Jeg kunne se hvem der havde mistet. Jeg kunne se hvem der led. Og jeg nød det. Flere og flere mennesker var kommet til for at iagttage flammernes så smukke koreografi. Jeg vidste at der blandt mængden var flere som mig. Jeg var ikke alene. Det var aldrig slået fejl de andre gange. Det har altid kun været mænd. Man får som regel hurtigt øje på dem. Denne gang gjorde han ikke meget ud af at skjule sin begejstring. Med øjne så tydeligt oplyste af nydelse, stift stående samme sted med løftet hoved. Et smil der ikke var til at tage fejl af. En begejstring alt for få mennesker giver sig selv lov til at opleve.