Støv fløj med sydøstenvinden. Det fik Ab til at klø sig i øjnene. Efter det rettede han på sin uniforms krave. Ikke fordi den sad skævt. Bare fordi han havde set andre folk rette deres kraver. Og fordi han ikke rigtigt vidste hvad ellers han skulle gøre. Han så nogle drenge. Han skød dem til at være tolv år, plus minus. Det var hans første dag på job ved vagtselskabet. Han var lettere nervøs. For han skulle holde en tiltrædelsestale. Bare lige for de andre ansatte, men han kunne ikke bestemme sig for hvad han skulle tale om. Det var trods alt ikke fordi at han var ansat som den nye klimaminister. Han var bare ansat som vagt ved en ghetto. Det var begrænset hvad han kunne tale om. Måske ville han love at forsøge på at være et forbillede for ghettoens yngre befolkning, men af hvad han vidste var det ikke så nemt at være et forbillede. Ghettoens unge adlød jo mest deres egen lovgivning. Mennesker i uniformer blev buhet af. Sådan troede han i al fald. Han kunne også vælge den nemme løsning og tale om at holde god ro og orden under sine vagter. Mens han så de to unge drenge forsvinde rystede han med hovedet. Hvorfor var han overhovedet så nervøs. Det var jo bare en formel tale der skulle holdes for at præsentere ham for hans nye kollegaer. Han kunne nøjes med at præsentere sit navn, sine tidligere jobstillinger, og måske hvor han boede. Ja. Det ville være fint mente han. Da han vendte sig rundt så han sin kollega komme kørendes i deres tjenestevogn. Lige i tids nok til at se en sten flyve ind og ramme forruden. Uden at have set hvem der kastede den skyndte han sig at råbe hej, hvorefter han kiggede sig rundt. Alt han nåede at se var ryggene af de to drenge fra før. Ab skyndte sig at sætte i løb efter dem.