Jeg kigger bestemt på en flaske på bordet foran mig. "Jeg kaldte på Brian, for han kender hende jo bedre end mig..." siger hun, og hendes stemme lyder pludselig grov. Nu begynder Rebecca også at græde. Jeg kan høre, at du sidder og snøfter, og studerer dig ud af øjenkrogen. Du kaster dig så småt til siden. Nu kigger jeg rigtigt på dig. Du kaster dig gentagende hårdt til venstre mod bordet. Ikke igen. Ud. Vi må ud. De fleste rejser sig, imens Falckredderen kaster sig hen mod dig. Jeg prøver ikke at kigge hen mod dig, og du skriger.