Hjertet banker, hænderne sveder og adrenalinen pumper rundt i kroppen. Jeg går frem og tilbage og mumler teksten for mig selv. Jeg kan den udenad. Om lidt er det overstået og det vil påvirke mig og mange mennesker omkring mig, især min familie. Tankerne flyver men sønnens smil og latter kommer atter frem og dæmper nerverne og gør mig rolig. De fine mælkehvide tænder står i kontrast til de sortbrune øjne og den smukke mælkechokoladeagtige hud. Han smiler med hele ansigtet og kan fylde et helt rum med hans grin. Tårene presser på, som de altid gør når jeg tænker på ham. Han gør mig så lykkelig.

Jeg gør det for ham. For hans fremtid.

Jeg standser op og tager en dyb indånding. Nu er det tid. De har set mig fra ca. 10 meters afstand, der er ingen vej tilbage. To høje mørke fyre kommer direkte imod mig med en fart jeg har svært ved at gennemskue. Jeg ser mig selv som et skræmt vildt dyr med frygt i øjnene. Jeg puster mig op i takt med jeg tager endnu en dyb indånding. Vis ej frygt.

Så går jeg frem.

Lyden af mine sko ekkoer ved hvert skridt jeg tager og alt syntes at blive stille. Alt foregår i slowmotion. Jeg rækker hånden frem og smiler.

Jeg SKAL have dette job. Fordi min søn fortjener den bedste barndom- ikke en fattig, arbejdsløs mor. Fordi min søn også skal opleve zoologisk have og eje en cykel. Fordi vindruer og mangofrugter ikke skal betegnes som luksus frugt der skal spares op til. Fordi han ikke skal drilles i skolen med sit brugte tøj og fordi han fortjener en sjov sommerferie. Jeg har allerede drømt om en ny lejlighed, væk fra den lille etværelses. Der var ikke meget at få som studerende mor, faktisk intet. De havde nu levet på godt 5000 om måneden i et halvandet år. Men nu havde hun chancen for en bedre fremtid. Første jobsamtale fra hundredevis af jobansøgninger.

"Hej, jeg er Karen" får jeg fremstammet. Det er nu det gælder. For min søn, for mig, for min familie.