Først den hvinende lyd fra bilens dæk da bremserne blev blokkeret og bagenden skred ud. Så det bløde men alligevel højlydte bump da ofrene blev ramt og fejet til side. Til sidst det metalliske brag da den ramte lygtepælen og holdt stille.
Hjælpen ankom ledsaget af hylende sirener. De kunne hverken redde moderen, den lille pige der havde holdt hendes hånd eller barnet i hendes mave. Jeg husker ikke længere hvor jeg skulle hen, kun siderudens indramning af deres skræmte blikke. Dagen efter var bunken af blomster på stedet det eneste synlig tegn på hvad jeg havde været skyld i.