55 fiction

Opgavebeskrivelse

Fat dig i ekstrem korthed! Skriv en kort fiktiv tekst på præcis 55 ord, som omhandler en eller flere personer, og hvor omdrejningspunktet samtidig er en konflikt som løses til sidst. Formålet er at udtrykke sig kortfattet, meget kortfattet, og samtidig teste forfatterens evne til at udtrykke interessante og meningsfulde ideer på en yderst begrænset plads. Begrebet "Fifty-five-fiction" udspringer oprindeligt af en skrivekonkurrence i New York Times.

Han kommer ind; stiller sig ved sengen; sengen knirker (eller var det døren?). "Erik", præsenterer han sig; jeg ser ikke hans øjne. Et ord som "kræft" høres fra den hvide kittel; skal jeg dø? tænker jeg. Ser mod døren. Vellykket, overlevelse, helbredt, udskrevet: også kun ord. Det var i går. Her under gaden pendulerer metroen.

Skriv kommentar

Besvarelsen Et kort møde er publiceret 09/08-2014 06:00 af Michael Glenstrup (glenstrup) under skriveøvelsen 55 fiction.
Version 7 - 21/08-2014 09:13
Besvarelsen er på 55 ord og lix-tallet er 20.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

5 år siden
#1 Jasmine Evans (Jasmine)
Det var en fantastisk stærk tekst på få ord. Lad os håbe det bedste.
5 år siden
5 år siden
#2 Søren Skogstad Nielsen (Grosvenor)
Egentlig ikke nogen forløsning af konflikt, men et håb herom.

Der er også noget med at vi starter i nutid, medens: "Det var igår er datid" Måske kunne det hele skrives i datid?. For mig spænder det fint op mod sidste sætning
5 år siden
5 år siden
#3 Michael Glenstrup (glenstrup)
Hej Søren

Tusind tak for den kommentar, der sætter fingeren på noget for mig væsentligt. At slutningen er skrevet i datid og resten i nutid er en del af konceptet: der er ikke tale om en nutidig situation, men om en erindring (fra "i går"). Og erindring skrives normalt i datid. Hvorfor så ikke her? Det jeg forsøger at ramme er den særlige form for erindring, mennesker som f.eks. får en kræftdiagnose stukket ud. har.
Det tror jeg, jeg ved noget om fra mine mange samtaler med kræftpatienter i mit tidligere arbejdsliv som læge, og fra egne erfaringer som kræftpatient. Der sker noget med tidsopfattelsen: fortid, nutid, fremtid. Et af problemerne, man har som cancerpatient er, at man ville ønske det hele ville forsvinde ind i en fortid og blive glemt, men det sker ikke.
Jeg kan selvfølgelig på ingen måde forvente, at en læser skal kunne afkode alt det. Jeg har set opgaven som en mulighed for at afprøve, hvor meget man kan få "destilleret" ned på så lille plads uden at alt går tabt. Hvis bare noget af det kan læses, er det fint nok med mig.
Min nutid her minder måske lidt om det, jeg selv kalder "Helle Helle nutid" uden sammenligning i øvrigt.
5 år siden
5 år siden
#4 Michael Glenstrup (glenstrup)
Hej igen Søren

Du har ret i, at konflikten ikke er løst med en "totalløsning", men det er vist helt i tråd med moderne novelleteori og -skrivning (og jeg læser opgaven som: skriv en novelle på 55 ord). Strengt taget er konfliktet løst, for patienten bliver udskrevet helbredt. såret på sjælen, angsten tvivlen løses ikke så let.

Håber, du måske vil diskutere videre. Det er vel det, vi er her for, og jeg har set, at du skriver tænksomme kommentarer rundt omkring. Tak for det.
5 år siden
5 år siden
#5 Andreas Kildegaard (kildegaard)
Hej Michael,

Stærkt billede. Ubehagelig situation. Jeg skulle lige læse den et par gange, før jeg forstod, hvad du ville med din leg med "tiden". Jeg tror, at sætningen "Det var i går" forvirrede mig. Hvis den stod umiddelbart før "Vellykket...", havde den måske været der ved første gennemlæsning. Måske? Men herlig "leg" du har gang i her :) Der mangler dog en forløsning i mine øjne.

Dbh
Kildegaard
5 år siden
5 år siden
#6 Michael Glenstrup (glenstrup)
Tak for det kildegård

Især fordi du viser mig, hvordan du læser min tekst, som nok er et lidt vildt eksperiment, eller som du siger en leg.

Jeg opfatter skriveøvelsen som: skriv en novelle på 55 ord. Moderne noveller slutter jo ofte med åbne slutninger, ufuldstændige forløsninger og den slags. Her er patientens problem jo strengt taget løst, da han bliver udskrevet helbredt 8i hvert fald er det de ord, der åbenbart er blevet sagt. Hans problem er vel så, at det budskab ikke trænger ind i kroppen, der hvor angsten sidder. Så der er en løsning, men ingen forløsning, kan man måske sige. Og er det ikke ofte sådan, den moderne verden er. Vi løser meget, men bliver ikke forløst.

Jeg synes selv min tekst nok har en svaghed i slutningen, hvor jeg vist forfalder til en af mine dødssynder: trangen til "meta". "Mon det nogensinde bliver datid?" er nok ikke fortællerens eget sprog, men snarere en postmodernistisk "teksten kommenterer sig selv. Det er da også en udmærket leg, men vil nok få mange læsere til at brække sig. Min tekst er nok også for reduceret til at kunne fungere som andet end leg med sprog. tak fordi du ville lege med.
5 år siden
5 år siden
#7 Michael Glenstrup (glenstrup)
Hej igen Kildegaard

Jeg glemte lige at skrive, at jeg bevidst har skrevet teksten med henblik på genlæsning, altså at det først er til slut, det afsløres, at "det var i går". Jeg er vild med begrebet genlæsning, hvor tekster kan undergå metamorfoser og pludselig vise noget helt andet, end det, man troede. Det er altså en del af min leg (eksperiment). Og korte tekster som her gør det jo overkommeligt at genlæse.
5 år siden
5 år siden
#8 Michael Glenstrup (glenstrup)
Undskyld, men jeg fik lyst til at lege videre med en ny tekst. Hvis nogen måtte ønske at se de tidligere (måske for at forstå kommentarerne ovenfor?) er den her:

Han kommer ind; stiller sig ved sengen, der knirker (eller var det døren?). "Erik", præsenterer han sig; jeg ser ikke hans øjne. "Du har kræft", lyder det fra den hvide kittel; skal jeg dø? tænker jeg. Ser mod døren. Vellykket, overlevelse, helbredt, udskrevet er kun ord. Det var i går. Mon det nogensinde bliver datid?
5 år siden
5 år siden
#9 Anne Lilleager (Lilleager)
Hej Glenstrup

Måtte lige kigge ind her :-) .
Dine 55 ord siger meget mere end der står, og det er sådan, det skal være.
Debatten under om nutid og datid er jeg helt med på. Hvornår er det datid? Vi lever med vores datid, især en chokmeddelelse; den kan blive en slags nutid.
Men i din tekst (den første), kan jeg ikke se datiden. At den er der, er klart. Smerten er nok langvarig. Men der er ikke ord på. Så hvordan kom diskussionen ind? Hvad er det, jeg som læser ikke har fattet?
5 år siden
5 år siden
#10 Michael Glenstrup (glenstrup)
Hej Lilleager

Diskussionen kom af, at nogen reagerede på, at der i slutningen står "Det var i går", altså grammatisk datid, mens resten af teksten er skrevet i nutid. Min tanke med det var, præcis som du skriver, at den traumatiserende oplevelse forblev nutidig.
Grammatisk nutid/datid er ikke det samme som nu/fortid, men det er en lang og kompliceret diskussion. Kort sagt udtrykker de grammatiske tider først og fremmest nærhed/fjernhed. Man kan altså godt beskrive noget nutidigt i grammatisk datid og omvendt noget fortidigt i grammatisk nutid.
5 år siden
5 år siden
#11 Michael Glenstrup (glenstrup)
Jeg fandt ud af, at jeg havde overtrådt en regel ved at sætte en ny tekst ind. Derfor genindsatte jeg den oprindelige. Skal lige finde mine ben her på pennen.
5 år siden
5 år siden
#12 Mikala Rosenkilde (Mikala)
Den er god fordi du tager fat om et aldeles alvorligt emne på dine 55 ord.
Jeg måtte så læse den flere gange, fordi jeg blev i tvivl om hvem der sagde og tænkte hvad. Det er tekstens opsætning, tænker jeg.
Men den er egentlig god. For verden vælter med sådan en diagnose. Tanker flyver i alle retninger. De sidste ord sætter dilemmaet i relief. Det bliver aldrig det samme, lige meget hvad det så ender med.

Mikala
5 år siden
5 år siden
#13 Anne Lilleager (Lilleager)
Hej Glenstrup

Det er indlysende, at datid her er symbolsk og ikke grammatisk. Teksten forinden havde bare ingen datid :-)
Nu forstår jeg problemet med at rette, hvis det er en opgave. Jeg kunne ikke på min, men måtte revidere i "Giv kritik".

Du har en fin pointe med din lille tekst! Stærkt og godt.

Jeg synes dog ikke så meget om i din første sætning, at sengen eller døren knirker. Det er skrevet lidt stift og virker utroværdigt og unødvendigt. Bare:
"Han kommer ind og stiller sig ved sengen."
Så kommer du til at mangle lidt ord, men de kan nok flettes ind.
5 år siden
5 år siden
#14 Michael Glenstrup (glenstrup)
Hej Lilleager

Jeg har ændret lidt på sætningsstrukturen i starten, en lidt anden rytme.
Det med, at sengen knirker er vigtigt set herfra. For det første introducerer det en ny sans, høresansen, hvor det ellers er synssansen, der har "regeret". Høresansen opfatter jeg som mere kropslig end synssansen, og tillige knyttet til tiden, hvor synssansen er knyttet til rummet (det vil kræve en meget lang firklaring at redegøre for det).
Det viser også helt enkelt, at der er en person i sengen (ellers knirker den ikke), så personen "jeg" kommer her til stede.
Det antyder også noget "defekt", noget disharmonisk. En knirkende seng er irriterende og antyder måske nervøsitet?
Parentesen med døren er så måske for nørdet tænkt, men det kan jeg jo godt lide. Det skal vise, set fra min kringlede bevidsthed, at det fortællende jeg er tilbøjelig til tidsforskydning, for det er jo allerede lidt siden lægen kom ind af døren. En sådan tidsforskydning forekommer, tror jeg, når man ikke er helt på højde med situationen. Situationen er jo i øvrigt set i et tilbageblik, hvor tidsforskydninger kan forekomme. Den kan man så tygge på eller lade være. Jeg har s'gu nok nørdet mig op i en krog her!
5 år siden
5 år siden
#15 Anne Lilleager (Lilleager)
Hej Glenstrup

Man kan ikke se rettelse her, men det var netop sætningsstrukturen, der virkede i stød i den første linje. Kolonet mellem 'ind' og 'stille' virker voldsomt (altså på mig), som om den indkomne har ondt i sinde, sådan på krimi-vis.
At sengen knirker forvirre mig mht. synsvinklen. Han kommer ind og sengen knirker. Det virker som om, det er ham og ikke jeg'et, der opfatter knirkene. Men måske læser jeg bare forkert.
Primært er det kolonet, der gør sætningen stiv for mig.
Men jeg forstår godt din analyse omkring sansning af rum kontra lyd.
5 år siden
5 år siden
#16 Michael Glenstrup (glenstrup)
Hej Lilleager

Det er ikke et kolon, men et semikolon,. Det har jeg "lånt" af Virginia Woolf, som bruger det meget som "mellemrum" mellem sine korte sætninger i det, nogen har kaldt stream of consiousness. Min fornemmelse er, at det viser en slags, hvad skal man kalde det, ubeslutsomhed med sætningsafslutningerne, så sætningerne måske er ved at flyde over i hinanden. Giver det mening? Man kan også bare sige måske, at det skal vise læseren, at der måske skal læses på en anden måde, end man måske plejer? (Tre gang måske? Øh!)

Du har ret i det med synsvinklen, som man fra starten godt kunne tro lå hos "Han", der så er fortællerens ledeperson. Sengens knirken skal netop bl.a. forberede den endelige placering af synsvinkel med sætningen "jeg ser ikke hans øjne". Teksten er fra min side tænkt som en tekst, der ikke fremstår klar fra starten, men forhåbentlig slutter klart, så man må gerne være lidt forvirret., på lige fod med protagonisten, der fik den grimme besked.
5 år siden
5 år siden
#17 Anne Lilleager (Lilleager)
Hej Glenstrup

Sorry - jeg skrev forkert. Selvfølgelig er det semikolon. Det tegn, der sættes mellem to hovedsætninger, hvis det vil virke for opdelt at sætte punktum. Så ja - sætningerne går lidt over i hinanden med det - også ifølge retskrivningen.

Jeg forstår godt, hvad du mener. Alligevel finder jeg det lidt for stødvist at bruge de første sætningerne på den måde i dette tilfælde. I en længere sammenhæng ville det nok passe.
Resten af teksten finder jeg rigtig god! Endda ekstra flot på så kort en tekst! Du får en masse frem, også det, du gerne vil give videre, synes jeg!
5 år siden
5 år siden
#18 Lars Dorf Lundeman (looboo)
En diagnose set fra patientens perspektiv - lidt drømmende, fraværende. "Et ord som kræft". Mon ikke man hører netop det ord tydeligt fra "den hvide kittel", eller måske det chokerer så meget, at det fortrænges og puttes bort. Jeg formoder at afslutningen betyder, at livet udenfor alligevel går videre.
En tekst der skaber mange billeder med gankse få ord.
5 år siden
5 år siden
#19 Michael Glenstrup (glenstrup)
hej looboo

Tak for den fine læsning. Noget af det, der har interesseret mig er, hvad der sker med tidsopfattelsen ved sådan en besked. Noget går i stå, noget fortsætter, noget forskydes, forvrænges. Slutsætningen vil jeg også se som en fortsættelse, men metroen pendulerer! Der er ingen fremdrift, ingen udvikling. Sætningen er i øvrigt inspireret af Ezra Pounds lille digt: "In a station of the metro." Derfra har jeg en fornemmelse af metro som underbevidsthed. Men den samme opfattelse kan jeg selvfølgelig ikke forvente af læseren. Jeg tror, du har helt ret i, at beskeden "kræft" høres tydeligt, men straks fortrænges, bliver drømmeagtig, henvises til at pendulere i metroen.
5 år siden
5 år siden
#20 Pia Hansen
Hej Glenstrup.

Ja, det er jo "bare" ord. Svært at fatte den slags beskeder.
Du beskriver det rigtig godt, synes jeg.
Parantesen er måske overflødig, men generer ikke vildt meget-

Vh. Pia H
5 år siden
5 år siden
#21 Michael Glenstrup (glenstrup)
Hej Pia
Jeg overvejer selvfølgelig lige det med parentesen igen. Den er der for at angive, at der er tale om et andet "tankeniveau". Det er jo altid et spørgsmål, hvilke grafiske midler, man kan bruge til den slags, men jeg fornemmer i hvert fald, at en parentes kan bruges. Tak for din læsning.
5 år siden