Hun sad i hjørnet, med hovedet og overkroppen slapt hængende ind over sig selv og to små børn i hendes favn. På bordet midt i rummet, sad to ældre børn og midt imellem dem stod skåle, fade, krus og kander.
De sad ret overfor hinanden. Pigens hånd lå fremstrakt mod drengens, som ville hun berolige ham eller søge trøst. I skrædderstilling under bordet, sad et barn og skærmede sine ører med hænderne.
De havde ikke en chance, døden var uden nåde.
Hun lagde tvillingerne til hver deres bryst, knugede deres kroppe ind til sig og hviskede "Vesuvio... perché mia Vesuvio?"