Det var med lige dele varsomhed og skepsis, at 40-årige Valdemar Nielsen satte den ene fod foran den anden og trådte ud gennem indgangspartiet på det hidtil eneste hjem, han havde kendt. Efter få meter vendte han sig og betragtede med et overvældende sug af længsel den monumentale grå bygning, hvis eneste uregelmæssighed var det på hoveddøren fastsømmede skilt, der med påmalede røde blokbogstaver læste 'HJEM'.

Valdemar hankede op i sin taske, en nusset mulepose, der indeholdt en luns brød, en ekstra t-shirt og et regnslag til det tilfælde, at himlen skulle finde på at velsigne afgrøderne. Foran ham strakte den grusbelagte indkørsel sig ned ad en blid hældning, der endte i en gitterport, som markerede starten på hans nye fremtid. En fremtid, der skulle komme til at indeholde mødet med en talende kat, en enøjet kæmpe og en masse misforståelser. Men alt det vidste Valdemar Nielsen intet om endnu.