Vi vågnede ved den første skælven i jorden.
Vi var forundrede, med ubekymrede. Bjerget strakte sig bare.
Anden og tredje gang slog vi det også hen.
Men vi skulle have taget bjerget alvorligt.
For bjerget begyndte at spytte kulsorte røgskyer og rødglødende klippestykker.
Vi flygtede. Løb mod stranden.
Men vandet trak sig væk fra skibene, og rejste sig i en kæmpestor bølge.
Fanget. Vi var fanget mellem et rasende, ildsprudende bjerg og en kæmpebølge.
Rædselsslagne løb vi hjem. For hvad andet kunne vi gøre?

Guderne forlod os den dag.
Verden gik i stykker.
Og ilden fra bjerget brændte vores lig.