Vådt ligger jeg i søens dyb på et leje af nedfaldne blade og dynd. Vandranunkel snor sig mod overfladen og solen flimrer over min stadig blanke krop. Små elritser vimrer over mig og deres sølverne bug spiller i lyset. Om natten ser jeg stjernerne i mørket og jeg tæller deres lys. Om vinteren er natten lang og frysende og jeg deler søen med svalerne.

Her er for det meste stille. Fra overfladen trænger ingen nyheder ned og det er stadig sjældnere jeg ser søens folk. De kigger til mig i ny og næ, men enten er de ganske få tilbage, eller de er flyttet til andre vande. Jeg savner dem og deres leben. Nøkkens musik og Najadernes dans. De underholdte hinanden med fortællinger om hvordan de forlokkede mennesker med deres spil og blandede sig i menneskers skæbner. De spillede og heppede lige gerne på det onde som på det onde. Men min frue havde en kærlighed til de ridderlige og modige. En dag rakte min Frue mig op i solen og da jeg vendte tilbage, rejste min Frue og søen blev stille. Jeg savner dem.

Jeg kan godt blive lidt højstemt når jeg tænker på min tid i solen. Siden jeg brød søens skorpe og lod solen varme min krop, har jeg mange gange drukket blod. Min stålslanke krop har begraver sig i kødet og trukket hjertets blod. Min fine balance og virtuose dans har kostet stærke mænd livet og reddet min fælle for banesår. Det var i de retfærdiges og agtværdiges kamp jeg fandt min mening. Mennesker priste mig, mit navn kendtes bredt. Jeg var skabt til hæder og sejr. Længe troede jeg, at der altid ville være brug for mig, at jeg ville vende tilbage. En dag ville min Frue igen række mig op af søens vand til kamp.

Der er gået al for lang tid og jeg hører kun lidt fra overfladen. Måske er min venten forgæves, måske er der ikke brug for mig mere. Måske udkæmpes der ingen retfærdige kampe i denne nye tid? Kan det passe? Har retfærdighed og værdighed vundet? Eller har de tabt? Jeg ved ingen ting.

Jeg venter i søens dyb. Mit navn er Excalibor