Søndag morgen. Kaffen brygger, duften spreder sig i køkkenet. Bollerne er i ovnen, taget op af fryseren i går aftes. Bordet er dækket med fire tallerkener, to kaffekopper og to glas. En juice, en pakke pålægschokolade, en smør og en ost. Jeg ligger på bordet sammen med en teske og en smørkniv. Vi ligger blanke, stadig varme fra turen i opvaskemaskinen. Mor tager kanden af maskinen og sætter den på det dækkede bord. Far hælder lidt op i koppen, tager en slurk og brænder sig utålmodigt på tungen. Børnene kommer susende med legetøj i hænderne, sætter sig ved bordet mens de fortsætter deres leg.
Mor tager bollerne ud af ovnen, putter dem sirligt i en kurv og indikerer, at nu er der morgenmad.
Hele familien sidder om det runde teaktræsbord.
Børnene kæmper om det sidste stykke pålægschokolade mens mor tager mig i hånden. Hun griber den runde Havarti og glider mig langs toppen. Min streng slipper i den ene ende og jeg stopper midt i osten.
Der er stille i rummet, børnene har stoppet deres leg og mor sidder med blikket stift begravet i den gule ost. Far lægger bollen tilbage på tallerken, halv spist. Stilhed før stormen, et trykkende uvejr på vej indover morgenbordet.
"Må jeg se den?" brummer far fra under det store skæg. Mor rækker mig til far uden at se op. Han studerer mig nøje.
"Se, det er jo hvad der sker når man ikke sætter strengen ordentlig fast. Det er typisk dig, du gør aldrig tingene ordentligt, japper dig igennem tilværelsen uden at gøre en indsats".
Mor har ikke flyttet blikket fra osten og børnene kigger nu på den selvsamme ost. Som om den har tænkt sig at sige noget der kan lette den trykkede stemning.
Far kyler mig mod mor og jeg rammer hende på skulderen. Det giver et sæt i hende og børnene hopper forskrækket op. Mor har lært at lukke munden, lige meget hvad der sker. Ligeledes børnene.
Resten af morgenmad indtages i stilhed og uden ost. Jeg ligger på gulvet indtil mor samler mig op. Hun sætter en ny streng på mig, sætter den rigtig godt fast, så den ikke ryger af igen.