De sorte pletter på nethinden omfavnede ham med blide kys, mens støjen langsomt fadede ind til et monotont bip. Chokket lagde sig som en tung dyne over hans krop, og tiden stod stille for en stund. Det eneste han mærkede, var den våde og lune asfalt under ham, der kærligt varmede hans legeme. Det gav ham en betryggende følelse af glæde og lettelse - næsten en euforisk tilstand. Midt i det sorte viste et svagt lys sig. Lyset rummede en rolighed, der gav ham et klarsyn. Han svævede højt og kiggede ned. Der stod de. Dem, der gav ham liv.