Det lignede han havde fået forståelse, indset at han kunne vinde krigen mod stofferne.
Men braget lød. Hans krop faldt som en atombombe til jorden. Johns ben føltes som gelé, ude af stand til at kunne bære ham. Et skrig var det eneste der kunne komme ud af hans mund, selv dette krævede alle hans kræfter. En tåre faldt fra Johns kind, og landede på Pers øjenlåg. Måske ville han vågne. Ligesom i eventyr hvor en tåre var det eneste der skulle til, men nej. Stilheden var så skræmmende stærk, at man kunne høre vinden danse med Pers livløse hår.