Sommerluften diffunderede ind gennem den åbne dør.

Lyset rakte ud efter ham, som en fange af sine egne tanker.
Friheden ventede derude: Han fik gåsehud ved tanken om de små lyn, der ville brede sig igennem hele kroppen, når hun rørte ved ham.

Hvor længe havde han ikke ventet på deres sammenkomst.
Hendes sagte stønnen når hans maskuline hænder rørte hendes skuldre.
Kærlighedens første gerninger var ham sikkert velundt?
Guderne havde endeligt smilet til ham og han havde ikke til hensigt at miste hende, hverken nu eller nogensinde!

Hvad havde han ikke været igennem?
Hvor ofte havde han ikke ligget og nærmest manisk talt rillerne i loftet.
Hvor ofte var det ikke sket at han havde kigget så intenst at loftet af cellen næsten forsvandt?
Det hele havde ændret sig den dag hun havde skrevet til ham. Selv havde han ikke givet sig selv mange chancer, men det havde hun heldigvis!
Det var også for dumt det han havde lavet. End ikke noget han gad udbrede til en større kreds.
Det var heldigvis fortid nu, at gå fra bitterhed og manisk angst for at han igen skulle tabe alt, til den bedste følelse i Verden: Kærligheden!
Han var som drevet til at ligge sit liv om. Og hun var hans vej - hans vej ud!

Klokken på vægen havde været hans ven. Den havde talt sekunderne i rigt mål!
Kalenderens krydser og uret havde hjulpet ham.
Han havde slet ikke tal på hvor ofte han var blevet provokeret af de andre på afdelingen.
Ikke fordi han på nogen måde havde ville ligge sig i konflikt med dem?
"Nogen mennesker er bare ikke det værd" Mumlede han.
Og vagterne var der jo bare for at slå ned på uromagere.
Så hellere lade sig isolere resten af tiden og det havde han gjort.

Nu var dagen dog kommet og han vidste at hun ventede derude.
Igennem den åbne dør. Ude i friheden og hvilken frihed det var!
Lyset skinnede ind igennem den åbne dør og han måtte gnubbe sine øjne.
Hun rørte ved ham så det sitrede i hele hans krop: Som statisk elektricitet på steroider.
"Hvilken herlig følelse" tænkte han.