'Det kan ikke passe.'
Min hals snører sig sammen og jeg fryser.
'Det her kan simpelthen ikke passe.'
Folk defilerer forbi; kvinder i korte nederdele og mænd der bestræber sig på ikke at glo alt for åbenlyst.
Det er som om de alle kigger på mig ud af øjenkrogen, et flygtigt og truende blik, selvom de ikke kender mig og heller aldrig kommer til det.
Klokken er halv tre om natten og vi har været i gang siden klokken otte. Først middag med vin, så natklub med drinks, så dig med hvidt pulver under næsen og et "undskyld, baby."
Til sidst spurgte jeg, om vi ikke bare skulle tage hjem. Vores sidste aften i Amsterdam og jeg kan virkelig ikke mere.
Det gjorde mig så glad, da du nikkede og kyssede mig på kinden.
Og nu står jeg så alligevel hér...
Alene.
Jeg fryser og det føles som om brostenene vibrerer under mine fødder. Det er flere timer siden jeg sidst har drukket, men alligevel svajer min krop fra side til side.
Du skiftede mening. Du stavrede pludselig op til baren og bestilte en ny omgang. Vrissede af mig, da du så min tvivl, og råbte "det er min sidste aften i Amsterdam, jeg skal sgu ikke tidligt hjem!" Dem, der var stødt til i løbet af aftenen, klappede begejstret af din fine gestus. Du strålede og glemte alt mig. Smøgede dine skjorteærmer op og gjorde antræk til, at fortælle endnu en af dine historier.
Jeg tror ikke engang du lagde mærke til det, da jeg gik.
Taxachaufføren dytter utålmodigt.
Jeg fortalte ham, at du var lige på trapperne.
Du MÅ have opdaget det nu.
Jeg skutter mig, det er en kold nat, og jeg kan ikke længere lade være med at græde. Jeg står i et hav af feststemte fremmede og indser, at jeg ikke kan komme hjem uden dig. Jeg har adressen til lejligheden, men hvad så bagefter? Hvad så med i morgen?
Jeg prøver at tænke på noget andet. På for fire dage siden, hvor vi tog afsted. Du var godt nok stadig lidt bagstiv, men du glædede dig. Til vores første rejse sammen, til min tredje flyvetur.
Ingen syntes, at jeg burde være taget afsted med dig, men hvad vidste de om noget?
Det hele var trods alt gået fint og nu skulle vi til Amsterdam. Du havde lejet en arkitekttegnet lejlighed nede i centrum. Vi skulle bade i badekar og ud at spise og gå ture.
Jeg glædede mig helt vanvittigt.
Jeg vil så gerne sove.
Jeg vil så gerne hjem.
Det skriger indeni mig, noget gammelt og glemt river i mig, og hele tiden spejder jeg efter dit ansigt i døråbningen.
Brostenene vibrerer stadig, gør mine fødder usikre, men jeg tror godt jeg kan bevæge mig et lille stykke endnu.
Taxachaufføren dytter en sidste gang og mine øjne gør ondt.
Alle rundt om mig har ikke den fjerneste anelse, og dér står du, oppe i baren igen.