Stakkels Maia. At hun skal sidde hér sammen med mig. Som om jeg var hendes klient. Ude af stand til, at få styr på noget.
Men det er jeg jo også.

Det er så skide usselt. Det her liv. Og Maia er så kærlig. Hver gang jeg tager mig selv i, at trippe med fødderne, skæver hun over til mig og smiler lidt.
Jeg håber jeg har tid nok tilbage.
Jeg håber han vil sige, at jeg kan nå det endnu.
Men når jeg ser rundt på de andre...
De er milevidt fra mig.
Der er galakser imellem os.
En gammel dame i lyseblå spadseredragt. Hendes ansigt er sært ungdommeligt, selvom hun må være mindst 70. Alt ved hende råber til himlen om velstand og overskud.
En mor med sin lille søn. Hun ser godt nok en anelse træt ud, men hun griner begejstret; sønnen leger med to små plasticdinosaurer, der netop har brølet højt ad hinanden.
En kvinde, der læser i Børsen. Hun har håret redt tilbage i en stram hestehale, munden er helt lige, et eller andet virker forkert. For lidt siden var det som om hun fik øje på mig - sådan, for alvor - for hun rynkede på næsen og lavede en mærkelig grimasse.
Lidt som den Elisabeth har lavet de sidste par år, hver gang jeg har prøvet på at sige noget.

"Conrad."
Lægen ser ud til at genkende mig, men det kan ikke passe. Det er jo snart 20 år siden sidst.
"Kom." Maia tager mig forsigtigt om armen. Jeg kan mærke hun synes det er uvant. Jeg kan egentlig heller ikke huske, hvornår hun sidst rørte ved mig.
Vi går ned ad gangen og passerer et lille spejl på væggen. Det er nok meningen det bare skal pynte. Og derfor forsøger jeg at undgå at kigge, men det lykkes ikke helt: En mand med tjavset hår og vildt, gråt skæg stirrer tilbage på mig. Han har et blåt mærke i panden, som om han er faldet. Eller blevet slået.
Blikket i hans øjne er undvigende, men det er der. Og da det har dvælet tilstrækkeligt længe ved mig mærker jeg de første rystelser sprede sig i min krop. Mine læber sitrer og jeg tror jeg skal besvime. Men Maias greb om min arm bliver fastere og nu smiler hun til mig igen.