Jeg tager to Pamoler, et par gange om dagen. Selvom man kan købe dem i håndkøb, i blisterpak, skal man til lægen, hvis man skal have dem i glas.
Min Saab har næsten samme sygdom. Står den for længe, ruster skiverne, den bliver stiv.
Nu er der, af naturlige årsager, den forskel på os to, altså Saab 'en og mig, at jeg til dels skal servicere mig selv.
Jeg ringer til lægen, for at få en tid (hjemmesiden kan giver mig en om tre måneder). Jeg hører hæslig musik, eller snarere en ensformig skinger jingle, samt en nedtælling fra 24 i tre kvarters tid. Endelig kommer jeg igennem, og fremlægger ønsket om de 100 Pamol i glas. Det skal lægen se på, får jeg at vide. Jeg får en tid kl. 8 om 14 dage.
Jeg ringer til Saab værkstedet for at få den serviceret, de tager telefonen med det samme og de kan hente den og aflevere den dagen efter.
Jeg bestiller Falck der er lang ventetid, men bliver booket 14 dage senere så jeg kan være hos lægen kl. 8:00
Jeg kører med Falck ned til lægen, der er en kø af biler, men jeg vakler stresset ind klokken 8:08. Indgangs partiet er møgbeskidt, af slæbende fødder. Jeg slider mit sygesikringsbevis gennem læseren. Den virker først da jeg får fundet den rigtige hastighed. En mand i brune overalls står bag mig, og bander over mine manglende digitale evner.
I venteværelset sidder der 12 defekte mennesker der skal administreres. For service kan de ikke få dér. Ej heller behandling i et af kontorerne. De sidder og vrider på ubehagelige stole spredt ud over et stort areal. Tre kvinder diskuterer højlydt i 10 minutter. Det er irriterende. Men de er i flertal. Endelig råber en lægen langt nede ad gangen på de tre kvinder. De forsvinder ind på et kontor. Nu må det snart være min tur. Jeg kigger op i loftet, der ligger en masse døde fluer i lampekuplerne. På væggen er knagerækker faldet ned og aldrig sat på igen. Vinduerne er ikke pudsede. En mor og en lille pige forlader lokalet, i utålmodighed. En ældre mand ved siden af mig ser meget syg ud, men han skal vente til det bliver hans tur. Længere nede ad gangen råber en læge, et navn som ikke er mit, men åbenbart er mig.
Gid jeg var en Saab