Det gjorde ondt at gå ind ad døren, når han kom fra arbejde. Fysisk ondt.
Det startede som en svag nagen, men blev igennem årene til en ulidelig smerte.
Hendes tilstedeværelse alene var som en byld på testiklerne. En betændt, pusfyldt klump, der smertede som ind i helvede.
Det var ikke fordi hun var modbydelig. Tværtimod. Hun var meget mild af sind. Hun sugede bare al livskraft ud af ham.
År uden latter. Uden kærtegn. uden det mindste tegn på omsorg.
Men hun elskede ham. Uden tvivl.
De talte bare ikke samme sprog. Eller det vil sige. Han talte hendes, men hun talte ikke hans. Hans kæber spændte allerede, inden han lagde hånden på dørhåndtaget.
I dag bliver det anderledes, tænkte han. I dag smider jeg hende ind i soveværelset. Lærer hende mit sprog. Men det lykkedes aldrig. Hvis hun ikke direkte strittede imod, så sukkede hun dybt. Som om tanken om intimitet trættede hende. Eller var en opgave, hun ikke kunne overskue. Han krammede hende, men hun tog altid armene op foran sig, så de lå som et skjold imellem dem. Han kyssede hende, men hun nægtede at åbne munden. Truttede læberne sammenpresset og sagde smak. Det var mere frustrerende end forløsende.
Han kunne ikke klare det. Hun tog men gav aldrig. Og han kunne ikke bære det.
Han kunne bære hende. Han kunne bære 10 af hende. Men han kunne ikke bære, at hun aldrig gjorde et forsøg på at møde ham på halvvejen. På at kigge ham i øjnene og sige: "Jeg elsker dig." På samme måde, som hun altid tiggede ham om at sige. Som han altid sagde.
han vidste, hun gjorde det, men det var ikke nok. Det var aldrig nok. Han havde brug for at høre det. Brug for at mærke det. Men hun kunne ikke give ham det. Uanset hvor meget han tiggede. og resultatet var altid det samme. En stille død. En langsom nedstigning i hans eget private helvede, hvor forventningens glæde var et minde blot. En by i Rusland. Han åbnede døren. Der stod hun. Med et skævt smil. "Hej Skat." Smak!!