Det var en stormende forelskelse og inden længe blev vi forlovede, men lykken endte brat da krigen brød ud. Han blev hvervet til af militæret og sendt til fronten af alle steder. Trods min faders betænkeligheder fik forlovelsen lov at stå og giftes skulle vi så frem krigen sluttede og han vendte hjem igen. Jeg levede fra brev til brev og hans skønne ord om end dystre beretninger. Håbet om vores genforening var alt jeg havde i disse mørke tider.

Krigen var lang og hård og alt blev rationeret og der skulle spares på alt. Papir og blyanter var i særdeleshed svært at få fat på, men min barndomsveninde gjorde mig den vennetjeneste at smugle papir og frimærker med fra sin fars kontor så jeg kunne svare på min elskedes breve. Ser du også min veninde levede for disse breve, ikke fordi det havde betydning for hende, men fordi det for en stund kunne få os til at glemme krigen og drømme om en lysere fremtid.

Jeg sad på min fars kontor med et brev i hånden, dog med en håndskrift jeg ikke kendte og prøvede at finde mod til at læse det. Jeg løftede forsigtigt gardinet væk fra vinduet og tog et smugkig på søen hvor en smal månestribe spejlede sig. Jeg fattede mod og åbnede brevet og ligesom jeg havde frygtet var det dårlige nyheder. Det var en soldat fra min forlovedes enhed som skrev at han desværre måtte meddele mig at min forlovede var faldet i kamp. Det føltes som om mit hjerte gik i ti tusinde stykker, lyset og håbet blev slukket - viljen til at kæmpe for en fremtid. De næste mange uger var mørke og triste.

Blot to måneder efter min elskedes død sluttede krigen og det var som om håbet og lyset lige så stille begyndte at vende tilbage, selvom de ting jeg havde set og oplevet under krige for altid vil kaste skygger over lyset. Men det skulle vise sig at der ventede båd lys, latter, håb og kærlighed forude.