På en bænk på stationen sidder en mand. Jeg har set ham sidde der ofte og slår mig ned ved siden af.
   "Hvor skal du hen?" spørger jeg.
   "Ingen steder."
   "Det er en sjældenhed på en station," siger jeg kækt.
   "Jeg holder af de gennemkørende tog," forklarer han. "At vide, at jeg kan ende mit liv på få sekunder, hvis jeg vil."
   "Men vil du da gerne dø?"
   Han trækker på skuldrene.
   "Så du er altså ubeslutsom." Jeg tager en mønt frem. "Hvad med at gøre sådan her: krone, så springer du."
   Han svarer ikke. Jeg kaster. Mønten snurrer i luften og lander. Jeg rækker min hånd mod manden, så han kan se resultatet. Han rejser sig og går uden et ord.
   Jeg bliver siddende og venter på et gennemkørende tog.