"Hænderne op!" råbte Anders. Han holdt sækken, der skulle fyldes med dejlige kontanter.
   En række skjorteklædte, velfriserede bankfolk kiggede op fra deres skriveborde, mens jeg pegede rundt på dem med geværet.
   "Det her er en skrankeløs filial," forklarede en dame venligt. Da hun så mit forvirrede udtryk fortsatte hun: "Vi har ingen kontanter, vi giver bare rådgivning."
   Jeg skævede over til Anders. Han kneb øjnene sammen og så tænksom ud. Ude på gaden holdt Jonas klar med flugtbilen i tomgang.
   "Okay, giv os nogle råd, så," sagde jeg. Og tilføjede: "Eller jeg skyder." Ikke truende, bare konstaterende.
   "Gerne," sagde hun. "For det første: Det kan det slet, slet ikke betale sig at røve banker. Gevinsten er meget lille i forhold til risikoen. Selv kioskrøverier er smartere."
   Jeg blinkede med øjnene og lod det synke ind.
   "Hvor ligger der en kiosk?" spurgte Anders.
   "Lige skråt over gaden," svarede damen venligt og pegede.
   Anders og jeg kiggede på hinanden. Så gik vi uden at sige farvel.