Det var forbavsende forventningsfuldt
da en pludselig æl flængede himlen
Det bragede som en trommeild,
På den lille hyttes træ tag
med tid blev det dog til rigtige rytmiske trommer
musikalsk utopi men genklang fra planke til planke
Jeg kunne se fænomenet, jeg kunne høre det
Men jeg længtes efter at føle
Døren smækkede
på trods af vandet,
gik jeg som var det søndagsvejr
Det var det nu også
Tøjet ramte jorden imens jeg gik
jeg ville føle overmagten mod min hud
Trampede og plaskede i alle vandpytter
modbeviste at jeg var voksen
Mudderet fyldte hullerne mellem tæerne
lyden var som harper
Det beskidte vand sprøjtede, gjorde benene sorte
forsøgte at være ligeglad
fyldte næsen med alle de fugtige indtryk
det duftede af råd og svamp
det duftede af liv
det samme gjorde havluften
en odør af liv og vildskab
Det brussede
det var en skønsang
det var en muse
havet tog imod kroppen med åbne arme
fyldte den med energi og ro
Det var vestlig nirvana
den flød rundt i vildskabens bølger
brugte ingen kræfter på at bruge kræfter
jeg var en snylte, på vejrguderne
Der lod rødglødende zikzak lyn, flænge himlen
jeg skvulpede rundt, og nød forestillingen,
fyldt med ærefrygt
imidlertid sendte halvgudinder lynnedslag i mine tanker
Renset af overmagt stod jeg op fra vandet
regnen var stoppet
Jeg mærkede hvordan alting groede
regnen var forsvundet
trommerne var forsvundet
harperne var forsvundet
sangen var forsvundet
men Musen, hun var der stadig