Suger binyrebarken ud af livet
igennem det forglemte og fortvivlede
printet på underlæben af tilgivelsen
og kan ikke længere kende mig selv
Som en KZ-fangeleg i betændelsen
parterer jeg elskov og jalousi
i en blodig melodi om russisk roulette
for at slikke morgengrådens røde hvin
For det er kun i mit pinslende skrig
at jeg kan smage kærlighedens uendelighed
Det er først når jeg ikke længere trækker vejret
at jeg kan måle dens evindelighed
For hvis ikke det er det
som skal drive mig til vanvid
Hvem er så herre over værdi
i dette, "mit patetiske liv"