Kære Mette,

jeg læser altid en iboende omsorg, ikke kun i dine ord men i selve rytmen, energien og tempoet imellem linjerne. Jeg håber at du læser dine egne bogstaver, og mellemrummene imellem dem, og føler selvsamme omsorg og konstruktive energi som dine læsere åbenlyst gør - hvis ikke når de lige er skabt, dine mesterværker, så efter noget tid, hvor den smerte og melankoli der også så ofte er til stede, som jeg tolker det, har lagt sig.

Der er ingen skam i at frydes over egne værker - hvis man ikke selv kan lide dem, hvorfor skulle andre så? Hvis man ikke skaber, præcis som du og som dit værk her understreger, i forening med universet som var man kortvarigt og altid midlertidigt et redskab af universet, dets stemme, blik og hånd, så bliver skabelses-processen en ensom dans alene, uden ende. Igen, jeg håber at du frydes over dine egne fodspor, over dine egne mange frø sået, ligesom vi dine læsere gør.

Jeg ser ofte tårer for mig, og føler dem også på kinden, når jeg læser dine dybt inspirerende værker og tankevækkende kommentarer herinde, men ikke kun tårer af fortvivlelse og håbløshed, men også gødning til forandring, på sigt. Jeg ved fra mig selv, at egne værker altid kan læses tvetydigt, også af mig selv som skaber af dem, når nok tid er gået, nogle gange allerede direkte efter skabelsen -

den selvdestruktive krise påtalt i dit værk her, opråbet om nødvendigheden for forandring, og ikke mindst opgivelsen til sidst i "Flygtige tanker", kan både læses som tab af håb, og som vækkelse af det - det håber jeg inderligt at du også selv kan føle. Håbet i opgivelsen, og kravet om forandring som dette fordrer. Jeg håber at dit mesterværk deles andre steder end her, og når ud til mange, både private men også magthaverne - politikerne og andre jonglører af ord, såsom "meningsdannerne", er måske de sidste til at værdsætte og påskønne poesi og kunst, men jeg tror ikke på at de er uimodtagelige for det.

De sensitive lider måske mere end de kyniske, og åbner man øjnene og sjælen for de voldsomme forandringer og den ene rapport efter den anden, som hver gang tegner et værre og værre billede grundet de selvforstærkende effekter, så kan man ikke undgå at miste modet og håbet - man skulle være skør for ikke at gøre det, eller være et magtmenneske, troende at man kan nå at købe en panik-billet til Månen eller Mars, eller til en Nebula, hvis bare bla bla bla.

Men "Wars will not stop if you do not" (citat af Akala, musiker), og trods Jagten På Lykke, på en bæredygtig samfundsomstilling i tide inden klimakrisen igangsætter den sidste verdenskrig, måske er en håbløs kamp at kæmpe, ligesom al jagt på lykke er, så kan vi, hvor skørt det end lyder, finde Lykke i Selve Jagten. Se kampen som ikke kun en forbandelse, men en velsignelse, trods det morbide og masochistiske i en sådan udtalelse. Ikke permanent, men til tider - ingen bæredygtig omstilling uden bæredygtig psykologisk omstilling.

Tak for dig Mette, og tak for dit bidrag til kampen - den derude, og den indeni.

Kh Ansu
PS: undskyld hvis følgende digt føles patroniserende - forfatteren bag, Lao Tzu, og en anden ligeledes daoistisk forfatter, Zhuangzi, skriver begge om en anarkistisk tilgang, til naturen, til vækst og til sig selv psykologisk... inden deres skrifter/poesi blev gjort til rigide dogmer, religion og ceremoni. Alle Lao Tzu's 2500 år gamle værker er tilgængelige online, f. eks. samlingen Tao Te Ching hvorfra følgende er oversat fra engelsk:

"Vil du forandre verden?
Jeg tror ikke det kan lade sig gøre.

Verden er hellig.
Den kan ikke forbedres.
Hvis du ændrer på den, ødelægger du den.
Hvis du behandler den som et objekt, mister du den.

Der er en tid til at være foran;
en tid til at være bagud;
en tid til at være i bevægelse;
en tid til at være i ro;
en tid til at være i energisk;
en tid til at være udmattet;
en tid til at være tryg,
en tid til at være i fare.

Mesterinden ser tingene som de er,
uden at forsøge at kontrollere dem.
Hun lader dem gå deres egen vej,
og opholder sig i centeret af cirklen."

Hej Sune,

mystisk og dragende tekst, flot koncist skrevet og med fede rim og rytme, og endelig fedt afsluttet; vellykket initierende tolkning, fantasi og tvivl.

Jeg er normalt ikke til korte digte, men både dette og andre jeg har læst af dig rummer et kæmpe potentiale, og for folk der er til kortere digte er potentialet nok allerede opfyldt. Smag og behag selvfølgelig. Som du selv skriver i forfatterkommentar, eller skrev for 8 år siden, så ville en ekstra strofe gøre meget, tror jeg.

Ift. emnet = ja, tvivl kan være forfærdeligt, konfliktfyldt, men også dristigt kælende og fantasi-vækkende, ligesom kedsomhed. Og kærlighed. Dit glimrende værk her, "Tvivlen" (titel i skrivende stund), indkapsler og adresserer denne tvetydighed, og føles samtidig autentisk og personlig, ÆGTE, til en hvis grad, sagt med al respekt.

Jeg håber at du stadig skriver hvis der føles for det, eller kreeres på anden hvis, for jeg tolker et stort drive imod originalitet og kompromisløshed, imod kunst. Jeg har selv taget gamle værker jeg havde glemt alt om, og først mange år senere kunne arbejde med dem igen, når følelsen de blev skabt i har forandret sig - alt levende er dynamisk og i forandring, og kan man acceptere dette i sig selv og i sin kreativitet, tror jeg at tvivlen, den pinefulde art, lige så stille og pr. definition midlertidigt kan gå fra at føles som en fjende, til at føles som en modstander, eller endda en legekammerat :-)

mvh Ansu
PS: hvis du kan tolerere hiphop er der et meget fedt track, Juggaknots - Use your confusion, der handler om netop at anskue sin tvivl som et redskab. Den eneste cd jeg har hørt fra gruppen er dog ikke ligefrem super, men lige dét track er måske. Også Dead Prez - Learning Growing Changing, handler om at bruge sin tvivl, og Dead Prez laver, efter min mening, udelukkende højeste kvalitet, også for folk der ikke normalt er til hiphop; Dead Prez - Learning Growing Changing [Lyrics] = https://www.youtube.com/watch?v=tNJu0JT2AcE

Hej Adaline,

fremragende kreeret, med et virkelig originalt, mystisk og tvetydigt aftryk, som jeg tolker digtet/teksten. Jeg føler at det giver kunstværket en større autenticitet og tvetydighed, at formateringen af teksten ikke er i digtform (centreret tekst), ironisk nok.

Altså, jeg har læst teksten flere gange, og måske er det dét der gør at jeg overfortolker - jeg tænker at de veldansende bogstaver og design både kan være fuldstændig konkret til et bestemt subjekt, "Du", men at det også kan tolkes som værende et subjekt talende til et spejl og et spejlbillede; men det er selvfølgelig blot fortolkning, baseret på det enorme mod i allerførste linje, der vellykket med det samme gør mig investeret som læser. Til gengæld er titlen lidt vanilla, omend passende til teksten. Og i en samling ville titlen betyde mindre, end herinde.

Jeg kan i hvert fald selv både relatere til at have stået foran spejlet og have en lignende oplevelse som i teksten, og ikke mindst have en sådan oplevelse pga en anden.

Nu siger jeg noget som med garanti lyder skørt: for mange år siden læste jeg meget om neurologi, af desperation (lang historie). I den forbindelse læste jeg også om øjenkontakt, neurologi og selvfølgelig psykologi, fordi at jeg lider af PTSD og derfor har svært ved øjenkontakt; både min egen i spejlet og andres. Men ikke længere, for alvor.

For en artikel på psychologytoday.com (fagblad for psykologer) fortalte om hvordan videnskaben definerede "korrekt"/sund øjenkontakt, men i et meget fagligt sprog. Jeg tænkte at der måske var en Tedtalk om emnet, og fandt også en = terapeut Rodney White - Eye contact Tedtalk.

Min pointe er at både artilken, Tedtalken på 10 min, og anden læsning siger det samme = næsten alle mennesker kigger andre og sig selv i spejlet ind i højre øje, ubevidst. Man kan kun kigge i ét øje af gangen, medmindre afstanden er stor. Øjnene optager information svarende til 7,3 gigabite i sekundet, hvilket betyder at vi ser langt mere end vi registrerer.

Ved igennem lang tid at omtræne sig selv til at kigge i andres, og sig selv, i venstre øje fremfor højre, optager man mikrobevægelser fra den venstre pupil, hvilket er neurologisk forbundet til følelses-centrerene i hjernen. Højre er forbundet til kold logik.

Ved at kigge folk i venstre øje, og sig selv i spejlet (huskede at spejlet er en illusion der vender alting om), opdager man ubevidst hvordan ALLE mennesker har en skrøbelighed og en sensitivitet - andre mennesker, og sig selv, går fra at være logisk larm til at være følelsesrig symfoni.

Tedtalken og terapeuten deri forklarer det langt bedre end jeg kan = det handler ikke om at manipulere andre, men om hvad man selv tager ind, foran spejlet og i andre. Dét påvirker ens kropssprog, og dermed påvirkes den anden alligevel. Folk kan IKKE se hvilket øje man kigger dem i, men KAN se hvis man skifter øje; hvilket hypnose er bygget op omkring, men det er en anden snak. Igen, pointen er at bryde illusionen om at andre/en anden ikke har sjæl, evt. sig selv. Dog skal det siges at man IKKE altid bør kigge i andres venstre øje og læse deres pupils kommunikation, f. eks. hvis de er rasende og/eller sociopatiske hvor deres pupil er gigantisk og sjælen i dvale - aldrig død.

Kh Ansu
PS: Undskyld hvis min kommentar føles patroniserende - den er ment som et kompliment til dit seeeriøst fantastiske værk, som jeg håber er ren fiktion. Uanset hvad fortjener det at blive læst af flere, hvilket min kommentar forhåbentlig bidrager til.

Link til Tedtalk = Communication Secrets of the Left Eye | Rodney White | TEDxLSCTomball =
https://www.youtube.com/watch?v=iRRw3oD1W_4&list=PLxIfxBdMuflAXgHO_zJOpqVIcjudfqpZV&index=1

Kære Ulla,

få herinde, hvis nogen, kan få så meget sagt med så ord som dig. Jeg læser i "Sjæl" først en forfriskende vrede og/eller frustration, efterfulgt af en melankolsk observation, og endelig en determineret accept eller konklusion om at nok er sjælen formløs, men samtidig indkapslende alt; det vandafhængige blad, den vindafhængige bølge og jorden, skrevet med en ildsjæls aftryk. Hjertet er en muskel, men også nerver; det er en skam at så mange mennesker tror at de selv og andre er trækul = at pres vil gøre dem smukke som var de diamanter (diamanter er vistnok trækul/charcoal udsat for massivt pres). Glemmende sjælen der har brug for frihed, som vinden, som bladet, bølgen og jorden. Og mennesket/liv.

"We're just waves, but think we are the ocean" - Akala, på neo-soul-musiknummeret "Another Reason" (lyrik-video er tilgængelig online, ligesom alle hans feministiske tekster og aktivisme).

Tak for endnu et originalt og dejligt ægte værk, med det sædvanlige Ulla Hexibru-touch af mystik.

Kh Ansu

Kære Poul Erik,

for det første = skøn musik! Jeg hørte den inden læsning, og igen efter. Melankolsk men styrkende, rar og ægte lyrik, og en uforstilt og underspillet musikvideo. Tak for at dele rørende visuelt såvel som rørende audio.

Det kan være så forfærdeligt at føle sin krop være tæt på at give helt op. At føle døden så tæt på, i sig selv, ikke som noget abstrakt og romantiseret men noget helt konkret.

Jeg er virkelig ked af at du skulle igennem så skræmmende og pinefuld en oplevelse! At det oven i købet skete foran din hustru er jo på en måde heldigt, så hun kunne hjælpe og være der for dig, men samtidig forfærdeligt - det gør så ondt at have ondt foran elskede og se deres rædsel i øjnene, hvis man altså overhovedet kan registrere noget under så voldsomt et anfald? Lidt over en uge på sygehus lyder voldsomt skræmmende, for en frihedselsker som dig - ikke at jeg kender dig selvfølgelig. Gudskelov for din livlige fantasi -

"You humans dream the most horrible nightmares... but also the most beautiful dreams"
- et rumvæsen til en astronaut spillet af Jodie Forster, i filmen "Contact" (baseret på Carl Sagans bog af samme navn, om det psykologiske aspekt af mødet med andet liv i rummet).

Jeg ved dog at du har et godt hjerte, der har banket hårdt for andre, med øjnene åbne og hagen hævet. Fortsat. Og energien i dine ord, alt det mellem linjerne som jeg tolker dem, er jeg sikker på at du vil gå den sidste rejse, som du har gået dine forrige - med bevidsthed. I et andet tempo, et skridt ad gangen.

Det er stærkt af dig, virkelig, at skrive at det var rart ikke at være alene i det. Virkelig. Det føles måske ikke sådan, men det er jo en gave du giver dine elskede, at deres hjerter får lov til at banke et ekstra slag for dig. Et frø sået, gødet med tårer men spirende blomsterbed og svampebuffet. Du må om nogen kende til det givende at give.

Jeg har selv altid haft hjertesmerter pga PTSD, hvor dissociation/chok-tilstand kan føles som at hjertet er stoppet; fordi kroppen og de indre organer lukker ned, med hjertet slående langt langsommere, i dyreriget for at det skal gøre mindre ondt at blive spist af rovdyr. Efter 15-16 års terapi er Qi Gong-fysioterapi min største gevinst = at bevæge sig langsomt, som var man vand, i vand, i selvomsorgs-givende flow, udforskende tid, rum og selvet, uden at definere det; hvilket sker af sig selv. Evt. kombineret med Tankefeltsterapi og Somatic Experiencing-tapping, regulerer det blodomløbet, afstresser, og kan laves hvor som helst når som helst. Desuden er det tantra og dynamisk meditation i ét, idet regulering af blodomløb selvfølgelig påvirker alt; psykologi, krop og sjæl. Jeg tror jeg, og min krop, var bukket under for længe siden uden Qi Gong, introduceret i barndommen. Men råd er selvfølgelig billige - din vej i rejsen er din og din alene.

"Mørket i mørket - porten til al forståelse" - Lao Tzu, daoistisk lærer (daoisme = psykologien/filosofien bag fysioterapien Qi Gong).

Tak for en inspirerende og poetisk tekst, der er gemt og ikke læst for sidste gang. "RIP, rest in peace... In fact, fuck RIP; S.D, I want you to live through me. LTM: Live. Through. Me." - Lowkey, til hans bror der mistede livet til selvmord, på "Bars for my brother" (der er en lyrik-video på Youtube som er hjælpsom til at følge de hurtige ord, men advarsel: de fleste græder når de hører og læser den)

Kærlig hilsen og med uden forventning om svar, Ansu

Hej Görkem, selam bro,

... at læse dine tekster er som at blive inviteret til en dans! Til en dialog. Du har en evne til at introducere læseren for din jargon fra første linje, og til dernæst med poetiske vendinger at inddrage læseren i værket, ikke kun når du tiltaler læseren direkte, men med din kompromisløse tilgang til ekvilibristisk ordvalg, og med det flow/den meditative trance jeg tolker ligger bag de dansende bogstaver.

"Jeg har foræret mit hjerte væk og atter væk, vilkårlig kylet den hen imod menneskeflokke, i håb om, at et vilkårligt, åbenhjertigt menneske vil gribe det - men ak nej; alle lod det falde til jords."

Trods jeg foretrækker ikke at fremhæve sektioner af en helhed jeg slet ikke er færdig med at fascineres over, så fremhæver jeg dén del for også at sige, at du ikke kun evner det musikalske, poetiske sprogbrug men også det mere... vilkårlige. Det simple, det groundede.

Jeg selv læser gerne tekster hvor jeg ikke forstår alle ordene, fordi jeg bilder mig ind at jeg forstår energien bag, omend jeg selvfølgelig også slår ord op. Albert Einstein sagde "hvis du ikke kan forklare noget til en 8-årig, har du ikke forstået det selv" - det er en lektion og pointe som jeg tror at alle forfattere og ord-kreative har svært ved, jeg selv i hvert fald: fremmedord er så herlige fordi de er så specifikke, og skriftkunst må aldrig blive til pop-musik, talende til laveste fællesnævner!

Men jeg nævner det alligevel, fordi at trods at den første sætning i dit værk her vellykket introducerer jargon, så går der ikke længe før der kommer en poetisk/svær vending; "...i verdens tyste gemmesteder".

Please misforstå mig ikke, jeg er VILD med dine sætninger, de er afsindigt originale og samtidig rammende, og føles som dele af naturligt flow og ikke overtænkning! Men ligesom i sang og dans må observatøren holdes i hånden, og tage små skridt inden der danses tango :-) Og med variation, mellem det simple og det komplekse, mellem læserens udånding og indånding, sikre at læseren er med hele vejen, og at denne kan nå at reflektere ubevidst IMENS at der læses videre.

Som jeg har læst med på dine værker vurderer jeg at det allerede er noget du bliver bedre og bedre til, altså at have en klar modtagergruppe/type imens du skriver (ala den usynlige ven når man skriver dagbog) og med tekst af dialogisk karakter fremfor monologisk, med hver ny tekst, men det er selvfølgelig blot tolkning det hele - jeg deler alt dette fordi at MIT hjerte knækker, når jeg ser at et mesterværk som dette dit ikke får flere kommentarer! Jeg tror at det drejer sig om pacing - altså at starte blidt i første stanzaer af teksten, ala klassisk musik, og først senere, når læseren er investeret, byde på sværere vendinger. Jeg mestrer det ikke selv, så det er på ingen måde ment som en løftet pegefinger - jeg lærer selv undervejs imens jeg skriver dette.

Det skal dog også siges at jeg har svært ved at koncentrere mig om længere tekster online pga lyset fra skærmen, og har ingen printer. Derfor er jeg dårligere til lange sætninger med mange tillægsord end de fleste.

Ift. selve indholdet = jeg føler en dans imellem bitterhed og taknemmelighed, imellem sensitivitet og kynisme. "Vrede er in-aktiv sorg. Sorg er in-aktiv vrede". Imellem determination og tvivl.

Jeg er vild med at du hopper i tiden undervejs, tilbage til et traume den fiktive karakter har. Du beskriver det som altid så levende, og her så jeg for mig sort-hvide scener med bronze-agtige nuancer, i en ellers utroligt og fascinerende farverig tekst = variation.

Jeg føler at du som kunstner indtil nu kan læses utroligt tvetydigt; teksten her ender jo tragisk og pinefuldt, men som dine andre tekster er der alligevel et håb, en fantasi om noget andet, et frø.

Jeg er selv elendig til titler, det er en kunstart i sig selv (!!!), men en overvejelse jeg tænker højt lige nu, er at titlen på tekster for mig ofte er som et ekko - at det er ord som er med mig igennem læsningen, og det/de ord jeg forlader teksten med.

Jeg synes at din titel her ikke rummer den mystik, den skønhed og ikke mindst den NYSGERRIGHED der er i teksten; den tragiske ende føles bitter pga. titlen, for mig, hvor f. eks. "Et smukt menneskes selvmord" ville efterlade et andet ekko. Titlen (i skrivende stund "Et ligegyldigt menneskes selvmord") er anti-tese til tesen i teksten, fremfor syntese. Eller, titlen er tese mens teksten er anti-tese.;

medmindre at forfatter ønsker at efterlade læser med samme følelse som det der fører til hovedpersonens handling, så kan titlen sikre en større tvetydighed og dermed også et andet ekko i kunstneren selv. For selve teksten er allerede tvetydig, som jeg læser det - ændring af titlen ville gøre en stor forskel. Ingen læser gider jo at sidde tilbage med en følelse af håbløshed.

Jeg forstår godt titel-valget, det indkapsler jo følelsen som jeg-personen har i teksten og følelsen der så ofte fører til at man mister livet til selvdestruktion (ingen "begår selvmord", det er ikke som sådan et valg men en mangel på valg, på frihed, tror jeg). Det er en god arbejdstitel og har sikkert været en god affyringsrampe, men selve teksten... er smuk, berigende, tankevækkende og inspirerende.

mvh Ansu

PS: "Den eneste frihed, er frihed fra det kendte" - Jiddu Krishnamurti, mit eget litterære idol. Han har i dette linkede interview en samtale med dr. Jonas Salk, forskeren der opfandt polio-vaccinen som han NÆGTEDE at tage patent på og tjene milliarder, sigende "kan man tage patent på solen?". De taler i en times tid om hvordan vi redder verden, og jeg har selv fundet håb og inspiration i deres dialog, set mange gange. Geniet Salk bruger meget venstre side af hjernen (logik), mens idioten Krishnamurti bruger højre (følelser) :-)

J. Krishnamurti - Ojai 1983 - Conversation with Jonas Salk - What makes us change? https://www.youtube.com/watch?v=iIyL2qcResY

Hej Regn,

dybt rørende værk som kun bliver bedre genlæst, og hvor alting flyder sammen til en større helhed af kunstner og kunst. Jeg håber inderligt at det er en fiktiv tekst, men under alle omstændigheder er den ÆGTE. Fantastisk stærkt skrevet. "Du tog solen med dig da du døde...". Åh ha altså :-(

Jeg tror ikke på at nogen begår selvmord - man mister livet til det, til depressionen. Som en der har kendt flere der har gjort det, kan jeg selv alligevel ikke holde overvejelsen om "den sidste udvej, det endelige punktum" væk, trods jeg ved at livet også kan være skønt, smukt og dejligt, og at vejen tilbage til sit indre hjem, til solens sang og månens digte, til at kunne se stjernerne i mørket, er mulig.

Det har hjulpet mig meget med musik, for at føle dets vibrationer re-integrere mig med verden. Og minderne om elskede... alt forandrer sig som universet ekspanderer, også minder, og hvad der i dag og i nat er smertefuldt savn, kan imorgen eller dagen efter, eller nu, føles som en larve transformeret til sommerfugl - med erkendelsen om at man er i stand til at glemme over tid, tankerne, og bevare det konstruktive minde i hjertet, ordløst.

En sang der har hjulpet mig umådeligt ift. selvmord er Lowkey - Bars for my brother, dedikeret hans storebror der mistede livet til selvmord. Der er en Lyrics-video online, til neo-soul/hiphop-sangen der kan få de fleste til at tude. "Seasons change" ♡

Tak for at lade dine tekster ligge herinde!

Hej Hawraa,

virkelig fint, originalt og tankevækkende digt der med flot æstetik, indledning og afslutning er kraftfuldt kreeret. Tak for at dele dette og dine andre skønne værker herinde :-)

mvh Ansu
PS: jeg tror at der er en stavefejl i 4. linje med "valg" i stedet for "Vælg". Ift. det komplekse emne tror jeg at du har en vigtig pointe som du meget effektivt får fremført, med ikke at lade sig forføre af egne følelser der kan være lige så tvetydige som et digt (som jeg tolker dit værk). Jeg tror desværre også at enormt mange forveksler kærlighed med besiddelse fremfor påskønnelse - en der forstår én påskønner en med vedkommendes solidaritet, mens en der "elsker" en ofte ønsker kontrol og magt over én. Kærlighed er så komplekst og så simpelt, på én og samme tid, ligesom dit digt, som jeg vil tænke noget mere over :-)

Hej Helge,

sjov tekst med humoristisk pseudovidenskab, relativt autentisk skrevet - det er uhyggeligt hvor langsomt det går med bæredygtig omstilling, omend forståeligt, og en tekst som din er en fin påmindelse om Einsteins citat "To ting er uendelige: universet og menneskelig dumhed; og jeg er ikke sikker på universet."

Tak til dig for at dele en anderledes og sjov tekst herinde :-)

mvh Ansu

Hej Burningmoon,

virkelig stærkt skrevet - trods sin korte længde er dit værk virkelig dybt, rørende og smukt, og titlen fantastisk. Som jeg tolker "Ensomme Sol" er budskabet at ensomhed kan være et udslag af for meget ego (sit eget lys) - i hvert fald føler jeg selv at mødet med andres mørke, lys og nuancerne imellem, og det at glemme sig selv, afhjælper følelsen af at være afskåret verden. Men stakkels sol - der skal mørke til for at se dens brødre, søstre og elskere i stjernerne :-) Tak for at lade dette og dine andre ligge gratis herinde :-)

mvh Ansu

Hej Jessica,

rigtig fint værk med gode rim og rytme, og et meget relaterbart emne. En trist tekst men også uforstilt og ægte - når jeg selv er depri hjælper det mere at læse en tekst som denne og føle mig mindre alene med absurditets-følelsen, end at læse en af de mange håbefulde tekster. Når alt er relativt kan det være svært lige at afgøre hvad der er relevant her i livet, om noget :-/

Jeg har ofte fundet omsorg og mening i at læse de 2 store dao/tao-ister Lao Tzu og Zhuangzi - Lao Tzu, hvis 2500 år gamle værker alle er gratis online, har et digt der lyder:

"Succes er lige så farligt som fiasko.
Håb er lige så hult som frygt.

Hvad betyder det at succes er lige så farligt som fiasko?
Uanset om du går op af stigen eller nedad den,
er din position rystende.
Når du står med dine to fødder på jorden,
vil du altid bevare din balance.

Hvad betyder det at håb er lige så hult som frygt?
Håb og frygt er begge fantomer
som opstår af at tænke på selvet.
Når vi ikke ser selvet som selvet,
hvad har vi så at frygte?

Se verden som dit selv.
Hav tiltro til tingene som de er.
Elsk verden som dit selv;
således kan du have medfølelse med alt."

For mig betyder dét, at det at give slip på tro og håb kan være kilde til en ydmyghed, der er forudsætning for sensitivitet og medfølelse, med omverdenen og med sig selv. Dette kan så igen være kilde til smerte, men også til at kunne få øje på den skønhed og fabelagtighed der OGSÅ er i verden, og i alt og enhver. For at være i nu'et, "lykkelig", må man nødvendigvis give slip på både fortid og fremtid (håb). Men er man et sted i livet hvor håb er en nødvendighed, såsom hvis man har børn, så tror jeg at fantasi er en god affyringsrampe - "Håb er altid ledsaget af fantasien, af viljen til at se hvad vor fysiske miljø dømmer umuligt. Kun det kreative sind kan bruge håb. Kun et kreativt folk kan udøve det." - Jericho Brown

Hej Flora,

ouf, det er godt nok klamme scener og en tragisk historie, som jeg inderligt håber er så meget fiktion som overhovedet muligt. Jeg var ved at droppe læsningen efter første del, men kunne også med det samme se at dit sprog er yderst veltrænet og at der er en mening med historien, samt at det ikke er endnu en historie om en krænker og en frelser (frelser - f. eks. en betjents perspektiv der redder pigen), men også er om offeret for overgrebet, hvis stemme så sjældent høres, hvis perspektiv er for grufuldt at bevidne.

Du skriver glimrende, med et levende sprog uden brug af unødvendige tillægsord, og med et sobert ordvalg der vellykket gør brug af de 2 hovedpersoners perspektiver og hvilken jargon de kunne tænkes at bruge. Nietzsche-citatet er med til at skabe en tillid fra læser til forfatter, der ellers nemt kunne brydes med så brutal en indledende scene.

Ift. emnet tror jeg at du rammer den pædofiles patologi vellykket; at svinets motivation for overgrebet handler om magt, om sadisme og besiddelse, og om vellykket at kunne forråde en andens tillid og derved kunne lægge skylden og ansvaret over på offeret, for "hun kunne jo bare have valgt anderledes" - groomings-processen tror jeg er en essentiel del af det der driver de pædofile og seriemordere, og sådan tolker jeg din histories budskab: en undersøgelse af hvad det er der får sådan en sindssyge frem i så uhyggeligt mange mennesker.

Jeg vil dog også sige, at trods dit glimrende sprog så lander historien lidt fladt og uforløst hvor jeg selv sad tilbage og tænkte på hvad pokker meningen er med så grusom en tekst - grundet det sobre og (jeg håber ikke at du misforstår følgende) kolde/pragmatiske sprogbrug, så føles slutningen mere som en kapitel-afslutning end andet, hvilket måske også er meningen? Desuden er de første sætninger efter citatet lidt forvirrende, og tekststrukturen kunne have godt af flere mellemrum/dramatiske pauser og af grammatisk gennemgang.

Tak for at dele en vigtig historie, som jeg igen håber inderligt er fiktion trods forfatterkommentaren - jeg håber at du deler mere herinde, og at du holder fast i dit åbenlyse kreative talent for at beskrive scener og får skrevet mere :-)

mvh Ansu
PS: som overlever af overgreb i barndommen og som en der har mødt mange, mange andre overlevere, så er min oplevelse at de der er hårdest ramt ift senfølger er dem hvor tillidssvigtet har været størst - jo tættere en relation til krænker, jo vanskeligere eftervirkninger. I gruppeterapi har jeg mødt en enkelt der blev udsat for decideret tortur (omend alle overgreb selvfølgelig er tortur og seksualiseret vold), men vedkommendes senfølger var mindre end andres - fordi at det havde været en fremmed der gjorde det, og ikke nære omsorgspersoner. I din historie fornemmer man så tydeligt den stakkels piges håb om endelig at have en voksen på sin side, og hvordan det håb tiltrækker og søges dræbt eller ejet af den vampyragtige mand, et vigtigt aspekt ift. emnet, tænker jeg. I musikkens verden er der ikke mange der synger om at overleve overgreb, så jeg får lyst til at nævne jazz-sangerinden og pianisten Nellie McKay som på hendes 2 første albums, "Pretty Little Head" og "Get Away From Me", synger om hendes vej imod livet, samt at få placeret skylden hvor den hører hjemme. Også sangen "Don't Hide It" af Lowkey og Logic (hiphop) handler om det, hvor den fiktive tekst blev til som velgørenhedsarbejde - begge rappere rapper desuden om meget om psykisk sygdom, om smerte og om håb.

Hej Maria,

skøn tekst med god rytme, originale rim og et godt og vigtigt budskab. For såvel børn som voksne er det så vigtigt dels at have og vedligeholde en resiliens som reklamefirmaer, konkurrencesamfund og kultur vil stjæle, en usynlig kappe, og dels er det så vigtigt med fantasi - håbs tro følgesvend. Tak for at lade dette digt og dine andre ligge gratis herinde :-)

mvh Ansu

Hej Martin,

mageløst mesterværk, simpelthen. På én gang smukt, trist og tankevækkende, og meget mere. Fantastisk kreeret, mægtigt i al sin ydmyghed. Tak for at dele så rørende og personligt et digt herinde.

mvh Ansu

Hej Poul Erik,

med poetiske virkemidler får du sat lys i en debat som alt for mange holder sig fra pga frygt for mørket - klimakrise og den pris vi uundgåeligt skal betale for at løse den kræver en modenhed som jeg heller ikke tror at nok besidder (som jeg udfra teksten tolker er din vurdering), da mindst af alle vor ledere der alle undervejs til toppen af lederbjerget af lort har mistet lugtesansen, i jagten på en magtens rose. Og jeg selv er ikke bedre, nok.

Du skriver som altid fremragende fra start med vellykket intro til jargon og afrunding med pondus, aktuelt og med en blanding af melankoli og håb - håbet er måske surrealistisk og hult, men ikke desto mindre er det der, her hos mig i hvert fald og også tvetydigt i din tekst tolker jeg. Menneskeheden kigger ind i en flamme der bliver større og større, forblændet af sin egen refleksion, men dagligt ser flere og flere det blå, og flere og flere forstår at problemet ikke er ude i verden men i os selv - i kynismen vi vælger fremfor sensitiviteten, i materialismen fremfor nærværet, og i eskapismen fremfor accept af det uundgåelige.

Om det så er nok der "vågner" til at kunne gøre en forskel, til at vælge radikale ledere og sanktionere de private der tjener på kriser, kan kun tiden vise. Vi skal alle dø, men indtil da selvfølgelig kæmpe for de vi har lånt denne jord af.

mvh Ansu (skrevet kl. 03 om natten - undskyld hvis jeg nattevrøvler)
PS: Sangen og musikvideoen "Letter to the 1 percent" af engelsk-irakiske Lowkey og engelsk-syriske Mai Khahlil er et åbent brev til den rigeste ene procent = "Hvis vi kan synge denne sang uden jer, har vi ikke brug for jeres verden". Sangen er fuld af håb. :: https://www.youtube.com/watch?v=rrGn5uNEiXs

Hej Susann,

herligt selv-affirmerende digt! Friheden skinner igennem og smitter, og med få ord har du skabt en blomst af et værk :-)

mvh Ansu

Hej Michelle,

mega fedt, originalt og modigt skrevet digt, der både fungerer rytmisk, billedmæssigt og gåde-mæssigt - selv uden forfatterkommentar tror jeg at jeg som læser ville have haft en fornemmelse af at det var afhængighed, eskapisme eller selvskade der var på spil, men det er så fedt at du ikke udpensler at det er afhængighed, andet end i emneord og forfatterkommentar! Virkelig stærkt skrevet.

Jeg har selv været afhængig af druk, hash og ludomani, og det krævede at jeg ramte bunden før jeg stoppede. Fordømmelse af den afhængighed hjalp ikke, for den havde jo en rolle at spille som selvmedicinering, og kunne ikke sættes fri uden at selvomsorg og at "vågne til virkeligheden" tog dens plads - jeg synes at du i teksten "Drømmen" fantastisk får sat ord på hvad det er DIN afhængighed har givet på godt og ondt, og jeg er sikker på at din tekst kunne hjælpe andre fanget i den forræderiske og tarvelige "ven"s klør.
mvh Ansu

Hej Rayana,

meget inderligt skrevet tekst, som altid flot og poetisk skrevet af dig - du har et vidunderligt flydende og kompromisløst sprog og struktur, og det er imponerende hvordan du formår at blande melankoli med et underspillet håb - jeg tolker i hvert fald at teksten både kan læses som sørgmodig og som drømmende om bedre at kunne "gribe dagen". Billederne malet står klart og håndgribeligt, og fonetisk slutter hver stanza flot. Jeg kan næsten høre dine ord som en sang, for mit indre øre.

Ift emnet - undskyld for min følgende lange monolog, jeg har ingen forventning om at det læses eller besvares:
åh, jeg kender det godt, fortrydelser og forspildte chancer kan være kilde til forfærdelig lidelse. Den samme omtanke og sensitivitet som kendetegner os kreative og forfattere, kan også gøre os handlingslammede - jeg tror at det bliver nemmere med alderen, og under alle omstændigheder tjener det jo som evt værdifuld erfaring; omend det også altid er netop erfaring der hindrer handling. Kan man blive bevidst om hvilken erfaring det er der er på spil og give denne erfaring omsorg og accept, så bliver det nemmere at undgå at fortiden kaster en skygge over fremtidens fantasi og nu'ets glæde.

Når vi tænker tilbage glemmer vi nemt de mange faktorer der måske har forhindret et anderledes handlemønster, men når man taler med andre om sine fortrydelser og får et andet perspektiv på tingene, så er min egen erfaring at mange fortrydelser pludselig kan blive til velsignelser, eftersom alt er relativt - "En ny begyndelse er ofte forklædt som en smertefuld ende" - Lao Tzu.

Jeg tolker at dit værk her samtidig handler om døden og om et ønske om at slippe for frygt for fremtiden, og om kontrol af denne - havde man kun én dag tilbage at leve i ville fremtidstanker og vurdering af konsekvens måske ikke hindre handling, men jeg tror det ikke: i minder og i tanker ser vi ikke tingene som de er, men som VI er. Man kan ikke adskille observatøren fra det observerede, og for at komme frygt og søgen af kontrol til livs, tror jeg selv på at man må øve men aldrig mestre "at dø" - altså meditere, hvilket gøres nemmere med fysisk aktivitet inden, såsom Qi Gong eller Yoga. Kroppen må være træt før sindet kan hvile og så frøene til ubevidst forandring. "Stilhed er guds sprog, alt andet er dårlig oversættelse" - Rumi.

Tid er som en flod - man kan ikke røre det samme vand 2 gange, fordi flowet passeret aldrig vil passere igen. Ved at stoppe op og rette tankernes fokus på vejrtrækningen kan fortidens fortrydelser vaskes bort - buddhistmunken Thich Nhat Hanh har uendeligt mange smukke og fascinerende digte om vejrtrækning, og understreger igen og igen at vi kan narre tankerne og nervesystemet ved at inkorporerer smil i meditation;

"Ind, ud.
Dybt, langsomt.
Smil, giv slip.
Nuværende øjeblik,
vidunderlige øjeblik."